Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag

mandag den 9. januar 2012

Dukkehus #2


I påsken satte Alma og jeg det gamle dukkehus i stand, som står hjemme på slægtsgården, og efterfølgende har jeg malet jeg en del af de møbler, min bedstefar savede ud med løvsav da min søster og jeg i sin tid legede med huset.
I julegave fik Alma bl.a. et nyt badeværelse i porcelæn til huset, og efterfølgende har hun kommenteret at det havde hun ikke behøvet, for der var jo allerede et lyserødt badeværelse.
-Så det var måske mere moderens behov for at alt skal være funktionsdygtigt og i rette størrelse... (toiletbrættet virkede ikke, og størrelsesforholdet var 1-16 i det lyserøde badeværelse)
Jeg kom sidst i ferien i tanke om at min bedstefar også havde lavet et par længere senge og et skuffemøbel med spejl. I min barndom havde det aldrig plads i dukkehuset, men det passer faktisk perfekt - især hvis der kommer dukker i rette størrelse... Det er ihvertfald min plan at få lavet nogle større dukker med let bøjelige led, for disse er meget små og umulige at få til at sidde. (fotograferede en at de første dage med solskin, men glemte helt at få tage billeder af badeværelset og de genfundne møbler, som nok også lige skal have et penselsstrøg)
Allerførst skal der dog lidt på væggene, gardiner og lidt puder og tæpper i møblerne. Har ganske enkelt glemt det hver gang lige indtil vi var på vej ud af døren.
Havde derimod indkøbt nye elektriske installationer til huset og gik optimistisk igang i juleferien. Har ofte skiftet stik på ledninger og lignende lovligt herhjemme, så regnede med det ville gå hurtigt. Jeg ville undervejs lige afprøve med omformeren, og kunne slet ikke få det til at virke, men opnåede istedet at få stød 2 gange - øv. Ved siden af sad Alma og glædede sig til at få lys i huset, for det havde der jo delvist været inden vi gik igang med den store renovering. Endte med at udskyde det, og håber på min mor kan trylle lidt.

søndag den 11. september 2011

Papir-patchwork-lampe


Jeg har længe gået med en idé til en lampe, for vi manglede en ny loftslampe til Almas værelse, som ikke nødvendigvis behøvede give så meget lys. Mener at have set en lignende hos Ikea, men kan ikke finde den i deres nuværende sortiment. Blev ekstra inspireret til at komme igang, da jeg så  Lis (Karlssons) papir-patchwork til en 3-dimensionel uro.


Udgangspunktet er taget i en patchwork-bold med 12 5-kanter, men i lampen et der tegnet en cirkel rundt om 5-kanten. Ved alle siderne på 5-kanten er der skåret halvvejs igennem, så 5-kanterne kan føjes ind i hinanden. Da papiret ikke er så tykt, har jeg limet et ekstra lag bagpå både for at forstærke og for at bagsiden skulle være pæn på det synlige stykke fra 5-kanten og ud til cirklen. For ikke at tage for meget lys, lavede jeg bagsiden som en cirkel i kanten. 
Laver gerne en gør-det-selv-guide med billeder trin for trin, hvis der er interesse.



Alma sad ved siden af mig, mens jeg klippede og klistrede, og var også selv i sving. Hun er meget begejstret for lampen, og synes den er så fin, så fin, og så er det jo hele arbejdet værd.
Har fået lyst til mere papir-nusseri, og der er jo masser af fin inspiration rundt omkring, og nogle af resterne kan måske blive til en uro/guirlande ved lampen som Helles (Loppe-shoppe) cirkler

onsdag den 8. juni 2011

Travlhed = stilhed

Ikke sådan stressende travlhed - bare livet der leves, så der ikke har været så meget tid foran computeren.
-Og det er jo egentlig ok, når vejret er skønt og tiden går med dejligt samvær med familie og venner samt hyggelig cykelferie med barnedåb undervejs og desuden kreative gøremål.
Her allerførst de gaver vi havde med til det lille dåbsbarn.


Forældrene ønskede sig en sengelomme til tremmesengen. Jeg har prøvet at udforme den så fleksibel som muligt, så den også kan bruges til andet end tremmesengen. Selvom det var til en dreng, har jeg alligevel brugt hele regnbuens farver, så der er mulighed for at tale om alle farverne samt forskellige geometriske former. Den grønne og den orange lomme er syet i kasseform, så der er plads til bøger. Bagsiden har et tyndt lag pladevat, og der er quiltet på tværs rundt om lommerne. Den består at to lige store sider, som kan samles til en firkant, eller hænges i forlængelse af hinanden eller med bagsiden mod hinanden på tremmesengen. Foroven er der stropper af velcro med den bløde side på forsiden og den hårde side på bagsiden, så de kan rulles rundt om f.eks. tremmesengen. Forneden på bagsiden er der påsyet velcro - hver bane med 4 stykker skiftevis blød og hård side og modsat for hver bane, så de kan hænge sammen med bagsiden mod hinanden samt stropperne foroven kan sættes fast bagpå. 


Helt specifikt havde de ønsket sig en mulepose/rygsæk i stil med dem jeg lavede til hans storesøster og storebror for 1½ år siden til jul. Dem syede jeg i lysegrønt køkkentern med lomme i forskelligt mønsteret stof og navn broderet på indersiden foroven, og heldigvis havde jeg mere af den samme køkkentern, så han kunne få en pose magen til sine søskende med forskellige lommer, så det stadig er nemt at kende forskel.
Tror nok at gaverne faldt i god smag hos forældrene, og så kan man jo bare håbe at den lille fyr får glæde af dem.

lørdag den 14. maj 2011

Dukkehus #1


I påskeferien gik jeg sammen med Alma igang med at renovere familiens gamle dukkehus. Det er lidt en balancegang mellem at sætte i stand og samtidig bevare det oprindelig, og derfor går vi langsomt og forsigtigt til værks. Alma hjalp med at fjerne gammelt løst tapet, hvilket var lidt af en rejse tilbage i forskellige stilarter. Derefter malede jeg enkelte steder samt tapetserede, hvilket var noget af en udfordring rundt om de små døre og vinduer og samtidig skulle mønsteret passe sammen på de til tider skæve vægge.
Min mor havde haft et dukkehus som blev snedkereret til hende, selvom hun aldrig var særlig interesseret i dukker som barn. Senere blev det givet til andre børn, som det ofte sker når børn vokser fra deres legetøj.
Dette dukkehus tilhørte oprindeligt min fars kusine, og det er sandsynligvis fra midt i 30’erne. Senere fik min fars søstre det, og derefter har en del af mine kusiner (og fætre?) leget med det. Min søster og jeg er de yngste i den flok, og efterfølgende blev det stående hjemme hos mine forældre, hvor mine niecer har leget lidt med det på ferier. Alma er også meget begejstret for det lille dukkehjem og derfor var det oplagt at sætte det lidt i stand.


Oprindeligt bestod dukkehuset kun af de tre nederste rum, og det var rødmalet udvendigt og uden tag. Da vi fik det, byggede min mor overetagen på samt altan/veranda med spiraltrappe. Hun tapetserede taget med tagstens-tapet og dukkehuset med murstens-tapet. Desuden fik hun min bedstefar til at lave gavlen med hjerterne og ”dukkebo” med sin løvsaven.
Der fulgte ganske få møbler med huset deriblandt er et par senge, et køkkenbord med vask, et køleskab i metal med påtrykte madvarer samt et par fade og en støvleknægt.
Min bedstefar lavede derfor også borde, bænke, stole, senge og vugge til dukkehjemmet. Han havde ikke savet med løvsav siden han var barn, men han blev så begejstret for det, så han efterfølgende fortsatte og producerede ufattelig mange ting. Min mor lavede desuden en lille pejs med murstenstapetet, og de små afsvedne træstykker inde i pejsen kan oplyses af en lille pære.
Min søster og jeg fik også forskellige møbler i gave, men disse møbler er i størrelse 1:16, hvilket ikke passer til dukkehuset i størrelsesforhold, da dette er ca. 1:12 - hvis man ser bort fra de mærkeligt lave døråbninger. Lidt ærgerligt for blandt disse møbler er to røde svane-stole, som ser helt malplacerede ud i huset.

 

Blandt de møbler der er for små er også et lyserødt badeværelsesmøblement, som dog bliver i huset indtil videre, og så står et nyt på ønskesedlen. Køleskabet bliver selvfølgelig i dukkehuset. Det har desværre en del rustpletter som ikke kan fjernes uden at skade malingen, og mens vi har haft det, har det aldrig haft håndtag. Køkkenbordet er i temmelig dårlig stand og har mange små søm strittende ud, så det bliver erstattet.
Det er planen at en del af de små træmøbler skal males i nogle fine farver, da nogle af dem er lidt mærkede af tidens tand. De skal pyntes lidt med hynder og puder i fine farver og mønstre. Dynerne og puderne med de små brune blomster bliver, for dem syede min mor af en rest fra nogle lamper, mine forældre havde i soveværelset. De gardiner min mor havde lavet til dukkehuset i min barndom var af noget ret tykt stof, og hun havde også lavet gardinkapper. Dem gemmer jeg væk, og laver nogle mere lette gardinerne, så man bedre kan se de små vinduer.
Der mangler desuden lidt elektriker-arbejde, så der atter kan komme lys i dukkehjemmet. Jeg fjernede nemlig alle ledninger m.m. før jeg tapetserede, da de fleste af dem hang løst. Desuden vil jeg lave nogle papirslampeskærme, for der kommer vist til at mangle lidt lamper.
Endelig skal der dukker i det lille hjem. Der er nogle dukker fra min barndom, men de har påmalet ansigter, som er lidt tværet ud, og desuden er de nærmest børnestørrelse alle sammen.


-Og så ikke et ord om at Blogger slettede mit oprindelige indlæg... øv

mandag den 9. maj 2011

"Hvad er en mor"

Hjemme på slægtsgården er det er kæmpestort uudnyttet loft, hvor der er plads til mange spændende sager til dels fra tidligere tider samt legetøj og skolebøger fra min søsters og min barndom. Af og til tager jeg en stak gamle skolebøger og skimmer igennem. Det meste ryger ud, men jeg gemmer lidt repræsentativt fra forskellige årgange, og især sjove stile, tegninger m.m. Der har også været flere små aviser, som blev lavet i børnehaveklassen (0. kl) , og jeg kan huske vi bl.a. blev spurgt, hvad vi ville være når vi blev voksne.
"Hvad er en mor" blev vi også spurgt om.  De fleste svar er næsten ens ved at hun er sød, passer børn og gør rent (har desværre ikke kunnet finde en med "hvad er en far") Så er der svaret "det er en der engang imellem er en sur en" som naturligvis er givet af klassens rebelske pige, der var den yndigste pige med lyse rottehaler og artigt blik (på skolebillederne... Ej, pjat for hun var en af mine bedste veninder, men fræk det var hun)


"En man kan lære noget af" har jeg svaret. Mit svar skiller sig ud fra de fleste andres svar, og det skyldes nok, at min mor også skiller sig ud fra de fleste andre mødre eller kvinder generelt. Jeg kender ihvertfald ikke så mange kvinder, der kører mejetærsker, svejser m.m. Svaret passer stadig meget godt på det forhold, jeg har til min mor. Jeg bruger hende tit som sparringspartner, når jeg går og overvejer et projekt, eller måske lige skal have hendes hjælp til noget.  Som barn sagde jeg tit "min mor kan ikke strikke, men så kan hun så meget andet" Hun har faktisk strikket lidt som barn, men ellers kan hun virkelig mange ting.
Hun syede rigtig meget af vores tøj som børn, og jeg gav hende ofte store prøvelser, for jeg havde allerede som barn en tosset fantasi, og ville have ting som ingen andre havde. F.eks et par bukser, hvor det ene ben var ensfarvet pink og det andet havde hvidt gitter-mønster påtrykt. Desuden en gymnastik dragt med leggings, hvor en stribe snoede sig flere gange rundt om kroppen - al respekt for at hun lavede det mønster selv og syede dragten, for den slags stof er jo enormt besværligt.
Min mor er dog ikke sådan en traditionel (krea)kvinde, for hendes foretrukne arbejdsområde er nok udenfor med at hugge figurer i sten og især værkstedet med min tipoldefars høvlebænk og adskillige mere moderne maskiner. Her hamrer, saver og svejser hun, når hun lige har fået en idé. Hvis hun kommer på besøg hos venner og familie, står hun ikke af vejen for lige at fikse vandhanen der drypper, døren der binder m.m. og når hun ikke er i nærheden er hun altid klar med et godt råd og hjælp over telefonen.
I mange år var hun med i idrætsbestyrelsen i byen, og har i sin fritid lavet utroligt mange ting til hallen, foreningens byfest med tombola m.m. Da jeg var ca. 8-10 år blev der indstiftet en pris "årets M/K, og jeg kan huske at der blev fortalt at denne person ikke var som så mange andre osv, og der gik ikke mange sekunder, før jeg vidste det var min mor- kan huske at mit hjerte pumpede løs, fordi jeg var så spændt over at hun skulle have prisen.
Det skinner vist ret tydeligt igennem, at udover jeg stadig synes jeg kan lære en masse af min mor, så var og er jeg også meget stolt af hende - både over hendes måde at være på og hendes hjælpsomhed samt hendes evne indenfor så mange forskellige ting uden egentlig at have lært noget af det - totalt  autodidakt.

onsdag den 20. april 2011

Påskeæg - Vintergæk og sommernar


Vi har fået lavet flere påskeæg, hvoraf de fleste er i serviet-decoupage - 2 af dem lavede vi for nogle uger siden under et besøg hos Lasses forældre; jeg lavede den med Linea-blomsten, fordi Almas andet fornavn er Linea, og Lasse lavede (med lidt hjælp) den med smølferne, for der et par herhjemme, der er ret så fjollede med smølferne... Den med kokeshi-dukken lavede jeg, mens Alma og hendes veninde malede påskeæg, og da deres æg var tørre, fik de også en omgang limlak. Lakken får ganske vist vandfarverne til at flyde ud, men jeg synes egentlig ikke det gør noget, og så er ægget meget mere holdbart.

Alma har desuden været flittig (med lidt hjælp) til at klippe gækkebreve og særligt heldige fik endda lidt hjemmelavede karameller med tegninger uden på papiret. Jeg kunne nemlig ikke finde cellofanen, og blev også lidt i tvivl, om den var egnet til madvarer. Med lidt held - og dårlige gætteri hos modtagerne - udløser de fleste af gækkebrevene påskeæg...


lørdag den 19. marts 2011

En elefant kom marcherende...


Denne elefant stammer også fra min barndom i 70'erne. Jeg erindrer kun at den stod til pynt - måske fordi der på et tidspunkt var blevet leget for voldsomt med den? Ihvertfald kan jeg kun huske den med en snabel, der havde været knækket af og var blevet syet sammen igen.
For nogle år siden tog jeg den ned fra dens hi på loftet, og fik syet snablen lidt pænere sammen. Jeg har overvejet at ændre på øjnene, for de er lidt mærkelige. Den står stadig mest og pynter med alle sine farver og mønstre samt sin neon-grønne halespids (farven kommer ikke rigtigt frem på billeder)
Elefanten har farverigt selskab af et kakkelmaleri med fint metaliske farver, som vi fik i julegave af Alma forrige jul. Skønt med sådan en overraskelse fra børnehaven. 

onsdag den 16. marts 2011

Børnebøjler fra 70'erne i farvestrålende plast

Fra min barndom i 70'erne har jeg disse fine bøjler. De er desværre lidt skrøbelige, så nogle af dem har fået et lille knæk. Mirjam med Æbleblomst-bloggen havde i efteråret et indlæg om sine plastbøjler, som var både af ældre og nutidig dato. På Almas ønskeseddel står også de nye bøjler.


De fleste af bøjlerne har ens grundform, men med forskellige figurer og yderst et lille-bitte motiv.
Hans og Grete-bøjlen har vi i gul og 2 i orange, og de ses foran heksens hus omkranset af forskellige dyr, og yderst et fint hjerte.
Bøjlerne nedenunder har vi foruden hvid og orange også i gul. De har  motiv med en bambi og et føl omkranset af andre dyr og yderst en lille blomst. Jeg er ikke klar over, om de muligvis også er et motiv fra en historie eller et eventyr.

Jeg er heller ikke klar over om den gule bøjles motiv stammer fra en historie eller et eventyr. Den viser to børn, som på hver side omkranses af 3 voksne figurer, hvoraf flere af dem ser ud til at true/skælde ud.
Den hvide bøjle med bambien er mindre end de øvrige og nok til babyer. Den er blevet kopieret i de nyproducerede bøjler, men detaljerne som f.eks. dyrernes pels er meget mere udførligt lavet på de originale.


fredag den 4. marts 2011

En lilla blomst til fastelavn - og en lille kanin


I dag gik der en glad lilla blomst afsted til børnehave. Dragten blev endelig færdig i aftes - pyyh... Undervejs har blomsterne drillet, så det har taget sin tid. Jeg fik først lavet blomsterbladene alt for store på både den store halskrave-blomst og på blomsterknopperne på underarmen, så jeg måtte have dem alle pillet af og vendt om igen og derefter syet mindre og atter sat sammen - det tog lang tid!
Alle blomsterblade er syet dobbelt i bomuldslærred og med to lag stiv vliesline i bladene i halskraven, hvor de øverste lyslilla desuden er let faconsyet midtpå. Bladene i halskraven er samlet med en løbegang med elastik i, og bladene på underarmen er syet fast på et lyslilla ballonærme og samlet er hele blomsterknoppen syet fast i selve ærmet. 
Oprindelig var det egentlig kun planen, at der skulle være en blomst rundt om halsen. Selve blomsterstilken blev syet af noget lysegrønt jersey, jeg har haft liggende længe til et par gamacher til Alma, og med lidt snilde kunne der lige præcis også blive til en bluse, men dog kun med 3/4-ærmer. Det ville være for koldt, så derfor kom jeg på at lave blomsterknopper på det sidste stykke arm.
Tylbladene er 5 baner tyl foldet dobbelt og tilklippet som blade for at tilfredsstille det største behov for (tyl)skørt. Det blev faktisk improviseret i aftes, så det er jo godt at have lidt forskellligt på lager, og dette købte jeg for mange år siden da jeg studerede i Paris med en plan om at bruge det under en kjole, hvilket dog blev droppet. Hårbåndet fandt vi i Søstrene Grene og er præcis samme lysegrønne farve som tøjet med ustansede blomster og elastik rundt om nakken, og så har det fået en lille ekstra blomst med perle i midten.

Sidste år var det en lille kæk kanin, der drog afsted til fastelavn - og slog tønden ned, og efterfølgende blev så betuttet at hun vendte halen til ved krone-overrækkelsen. Det er ganske enkel almindelige bukser og bluse med hætte syet i to farver velour. På hætten er der syet ører, og for at få den rette effekt som kaninører, er det yderste lag lidt større end det inderste, og syet lidt ind ved spidsen, så de to dele passer sammen. På den store hvide plet på maven fik et lille stykke i begge sider en stikning inden den blev syet fast på selve dragten, så der er lommeåbning i begge sider. Haleklumpen er et stykke velour som er syet sammen som en lille minibold med ganske lidt fyld og placeret så højt at man ikke sidder på den og så den kan ses. Skoene er faconsyede med ribkant øverst til at passe på et par hjemmesko hvorpå de er syet løst fast  nede ved bunden - det havde nok været ligeså nemt at sy dem fast på en ny sål. Forinden fik de nogle sammensyninger foran for at illustrere tæerne (?) på kaninens fødder.


Da hun var en lille 8 måneders baby var hun til fastelavn som havfrue. En nem udklædning med en almindelig basisbluse og et par bukser med forlængede ben som fortsætter ud i en halefine ved fødder, og hele sættet har fået påsat fiskeskæl i forskellige sølv og grønne nuancer. -Og så var havfruen ellers klar til at "svømme" hen over gulvet - hun gad nemlig aldrig rigtig kravle, så hun fik slidt sine bukser totalt op! Lignende udklædning til den krybende alder er bl.a. sæl og orm.


mandag den 21. februar 2011

Uro og gammelt skrald


I vinterferien var der klippe-klistre med genbrugsmaterialer på biblioteket, og en af dagene var Alma med far afsted for at lave en robot - af sodavandsdåser, knapper, sugerør, bånd m.m. En anden dag var hun afsted sammen med mig samt hendes veninde og hendes mor, og da lavede vi uroer af brugte eger fra cykelhjul, ståltråd, neonpink murersnor, og diverse genbrugsmaterialer til vedhæng som f.eks gamle taster fra et tastatur. Den blev straks hængt helt op i loftet, så katten kan holde sine pil-poter langt væk.

fredag den 7. januar 2011

Julegaver #2


Gaverne til niecerne på min side var jeg lidt i tvivl om, og jeg kunne bare ikke bestemme mig til nogen (bluse)model eller stof, for hvad falder i smag hos piger på 9 og næsten 13 år..? Grundet mit vægelsind kunne jeg først komme i gang de sidste dage inden jul - og dem endte jeg så med at tilbringe på hospitalet med blindtarmsbetændelse... Gaverne til dem skulle først udveksles nogle dage efter juleaften, så jeg havde nogle dage at løbe på, men jeg havde ikke energi til og for ondt til at stå op og lave mønster, klippe stof samt sidde og sy, så det blev til noget helt andet. 
De har begge to langt hår, og har nærmest altid pandebånd på. Derfor havde jeg også tidligere overvejet at lave pandebånd til dem og havde nogle på lager - hurra for kreativt lager, for det er guld værd i sådanne situationer! Stoffet er også fra lager: Den øverste er til den ældste, som tidligere har fået en taske i lilla fast velour med det blomstrede stof som foer og applikation (har også brugt det til bl.a. Almas kattekillingekjole) Den nederste er til den yngste niece, som tidligere har fået en nederdel i det blomstrede stof og senere en bluse i det ensfarvede med ærmer i det blomstrede. Har lovet dem, at nu får de ikke mere i det print, for har kun ganske små rester tilbage af det der er brugt til den nederste - det er ellers ret fint med brombærklaser.
Lavede en del rosetter for 7-8 år siden til bl.a pynt på bånd rundt om min stråhat, og så har jeg faktisk ikke lavet det siden, selvom det et blevet meget populært. Men til pandebåndene var det oplagt, og så lige med en lille perle midt i, og nu kunne jeg godt blive fristet til at bruge dem i andre sammenhænge...
Tror modtagerne blev glade for gaven, for der gik ikke længe før de sad i deres lange rødblonde hår.


Alma har også været igang med gaver til sine kusiner. Hun har rigtig hygget sig med at udvælge og beslutte om der skulle være mønster eller ikke, og jeg har hjulpet lidt til med især de små perler. Perlerne er sat på en særlig metalbøjle, som holder den samme facon. Den fåes både som halsbøjle og som armring, og her har vi delt armringen i to. Jeg tror dog den muligvis er blevet lidt større i omkreds end den oprindelig var, og det er måske fordi vi har brugt store og tunge perler..? Ihvertfald var de for store til pigernes tynde håndled, men min søster og jeg blev enige om, at det måtte kunne løses med enten en ring eller elastik gennem øjerne i de to ender.
Alma fik også fint perlearbejde i gave, for hendes ældste kusine har altid været meget glad for at lave ting i perler. Fik desværre ikke fotograferet det, og da det var en tredimensionel juleuro i hamaperler, lod vi den hænge hos mine forældre.

fredag den 10. december 2010

En lille nisse rejste...

...med ekstrapost fra barn til barn i børnehaven. Og det var en rigtig drillenisse Alma havde med hjem i går. Den gemte saks og lim, da vi flettede julehjerter og limede guirlander, og hoppede op i det just ankomne træ, så kattekillingen (der ikke er så lille mere) hoppede efter.
Nissen rejste i morges tilbage til børnehaven og et nyt barn. Vi glemte at fotografere den, mens vi legede med den, så nissen der sidder her i træet, er en drillenisse som allerede bor hos os.
Juletræet blev efterfølgende pyntet, og den lille frække drille-mis er ved at lære, at man ikke må kravle i lige præcis det træ eller pille pynten af...

torsdag den 2. december 2010

Fire strømper uden fod...

en tomat så rød som blod
og en gammel gulerod
kan du få for en krone

Er vist gået helt i selvsving med de gamle sange fra julekalenderne... -Og det passer næsten her, for Alma fik i julestrømpen to par leggings, og det er da så godt som 4 strømper uden fod! Ret smart også om vinteren, når man gerne vil have sine balletstrømper på med blondekant, eller når man kommer til at træde i smeltet sne fra en støvle, for så er udskiftningen knap så stor.
Tomaten så rød som blod og en gammel gulerod passer jo også næsten på den julenederdel, jeg har syet til hende - bortset fra at det er mere pink... Den er i hørstof med påtrykte guldengle sammen med pink lomme i hør, pink-rød stribet rib og orange stråbånd. Var lidt i tvivl om jeg istedet skulle bruge mørklilla bånd, men det virkede bare ikke helt rigtigt, selvom jeg elsker lilla. Og den passer da også perfekt i farverne til hendes ugle-bluse fra Ej-sikke-lej.
Hun var vældig kæk, da hun fjollede rundt med solbriller, inden hun skulle i børnehave - dog uden solbriller. Efter en ikke særlig lang dag i børnehaven, der sluttede med julehygge for forældrene, var hun åbenbart helt udmattet. Det tager på kræfterne med al den spænding i december. 
-Og så en lille kommentar fra hende (nok fordi hun har leget med sin venindes fevinger). Hun står med den Peddersen og Findus julebog, der har været i julestrømpen og siger så pludselig: "Julemanden har lavet en fejl." Jeg bliver lidt forvirret, mens gemalen spørger hende om hun ikke kan lide bøger, for det plejer hun da. "Jo, jo" siger hun "men jeg skulle jo have haft vinger" Øøh, nå... vi måtte jo så forklare, at man ikke helt kan bestemme hvad julemanden kommer med.

mandag den 29. november 2010

Det' sørme, det' snart, De'cember


Vi juler herhjemme. Mens gemalen knokler derudaf med at nå en deadline, hjælper jeg til med at læse korrektur, og er praktisk gris med alt i hjemmet - hvilket faktisk er svært, da jeg sjældent handler og laver mad, for hvad skal jeg dog finde på... For at give ham mest muligt arbejdsro, var Alma og jeg lørdag formiddag ude på kælkebakken. Om eftermiddagen var vi først til julekrea, hvor børnene bl.a. kunne dekorere honninghjerter, lave engle og klippe-klistre. Alma fik lavet en meget farvestrålende engel og et hjerte med masser af pynt, som smagte meget sødt, da hun delte det med os om aftenen. Eftermiddagen blev afsluttet med juleoptog. Søndag slappede vi mere af indenfor og fik pyntet lidt op. Der er kommet juletræ op udenfor vores køkkenvindue, og snart skal vi også have et indenfor.
Julestrømpen er klar. Den er strikket af svigermor, og ret så fleksibel, da den er strikket i tykt garn på store pinde i størrelse virkelig stor. Det er julemanden der kommer med gaverne - ho, ho, ho... Er måske en lille smule træt af, at den fede, rødklædte mand får al æren af, hvad jeg finder på, men indtil videre får hun lov at blive i troen. Man kan jo aldrig vide, hvornår børn opdager sagens rette sammenhæng - hendes ene fætter var ikke så gammel, før han konstaterede at julemanden havde farfars sko på!
Vi har en gavekasse, hvori jeg lægger stort set alle de små gode køb, jeg gør igennem året. -Og det er bestemt ikke fordi jeg er sådan en overskudsagtig supermor, men mere fordi min meget minimale shoppinglyst af og til falder for en fin lille ting, som måske endda er på tilbud, og så ligger jeg dem i gavekassen, istedet for bare at give den med det samme. Her op mod jul beslutter jeg så, hvilke ting der passer til nu, og hvilke der måske bør vente til næste år. 
Jeg synes ofte det er oplevelsen af at få en gave og pakke den op, der er det vigtigste. Derfor har vi også praktiske gaver, som vækker ligeså stor begejstring som legetøj, og vi supplere op med frugtstænger og rosinpakke.
 I strømpen kommer der i år:
forskellige bøger
2 par knæstrømper
Hello Kitty-boks med hår-elastikker og Hello Kitty-sæbebobler
børneplaster og tandbørste
lyserød undertrøje med blondekant
Mummi-DVD og Pippi-historie-CD
legemad: pålæg og melon
leggings
stempelsæt2 fine Sonny Boys
2 sæt vanter
mundharmonika
perleplader
frugtstang og rosiner
   
De andre år har der været:
 udover undertøj, strømper, tandbørste, bøger og en DVD
maraccas, tamburin og blokfløjte
badedyr, -bold, -krans og -vinger
paraply, refleks
schleich-dyr
små spil og puslespil
udstiksforme til kagebagning, rulle dertil samt modellervoks

I gavekassen ligger fortsat:
forskellige bøger
"mine venner"-bog og klistermærker
yo-yo og gadekridt
glaskugler og strikkelise
lille boks med lego
diverse dukkehus-tilbehør

torsdag den 11. november 2010

Perler på snor


Herhjemme er en lille pige, som er meget glad for at lave perleplader. Hun er desuden også meget gavmild, og giver dem gladeligt væk, så vi har faktisk ikke så mange endda. Vi har også brugt dem som pynt ovenpå gaver. Sidder faktisk i skrivende stund og overvejer, at man jo kunne lave til-fra-kort i perleplade.
I foråret lavede hun perleplader, som var fuldstændig sammenblandede i farver. Pludselig - et par uger senere - lavede hun de sirligste mønstre... Nogle få gange er farverne mikset uden system, men oftest gør hun sig meget umage. Jeg foreslog hende at lave hulmønster / krystaller, og det er hun blevet meget glad for - måske fordi det gør dem endnu finere, eller fordi det bare går hurtigere..?
Syntes det var synd at perlepladerne bare lå i en stak, så jeg har trukket nogle af dem på et tyndt satinbånd. Det var godtnok temmelig besværligt, for så store er hullerne heller ikke, når de er strøget. Jeg er godt tilfreds med resultatet, og det samme er den lille kunstner. Sådan et farvespil lyser op mod en oftest grå og kedelig novemberhimmel.