Viser opslag med etiketten dukkehus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dukkehus. Vis alle opslag

mandag den 9. januar 2012

Dukkehus #2


I påsken satte Alma og jeg det gamle dukkehus i stand, som står hjemme på slægtsgården, og efterfølgende har jeg malet jeg en del af de møbler, min bedstefar savede ud med løvsav da min søster og jeg i sin tid legede med huset.
I julegave fik Alma bl.a. et nyt badeværelse i porcelæn til huset, og efterfølgende har hun kommenteret at det havde hun ikke behøvet, for der var jo allerede et lyserødt badeværelse.
-Så det var måske mere moderens behov for at alt skal være funktionsdygtigt og i rette størrelse... (toiletbrættet virkede ikke, og størrelsesforholdet var 1-16 i det lyserøde badeværelse)
Jeg kom sidst i ferien i tanke om at min bedstefar også havde lavet et par længere senge og et skuffemøbel med spejl. I min barndom havde det aldrig plads i dukkehuset, men det passer faktisk perfekt - især hvis der kommer dukker i rette størrelse... Det er ihvertfald min plan at få lavet nogle større dukker med let bøjelige led, for disse er meget små og umulige at få til at sidde. (fotograferede en at de første dage med solskin, men glemte helt at få tage billeder af badeværelset og de genfundne møbler, som nok også lige skal have et penselsstrøg)
Allerførst skal der dog lidt på væggene, gardiner og lidt puder og tæpper i møblerne. Har ganske enkelt glemt det hver gang lige indtil vi var på vej ud af døren.
Havde derimod indkøbt nye elektriske installationer til huset og gik optimistisk igang i juleferien. Har ofte skiftet stik på ledninger og lignende lovligt herhjemme, så regnede med det ville gå hurtigt. Jeg ville undervejs lige afprøve med omformeren, og kunne slet ikke få det til at virke, men opnåede istedet at få stød 2 gange - øv. Ved siden af sad Alma og glædede sig til at få lys i huset, for det havde der jo delvist været inden vi gik igang med den store renovering. Endte med at udskyde det, og håber på min mor kan trylle lidt.

lørdag den 14. maj 2011

Dukkehus #1


I påskeferien gik jeg sammen med Alma igang med at renovere familiens gamle dukkehus. Det er lidt en balancegang mellem at sætte i stand og samtidig bevare det oprindelig, og derfor går vi langsomt og forsigtigt til værks. Alma hjalp med at fjerne gammelt løst tapet, hvilket var lidt af en rejse tilbage i forskellige stilarter. Derefter malede jeg enkelte steder samt tapetserede, hvilket var noget af en udfordring rundt om de små døre og vinduer og samtidig skulle mønsteret passe sammen på de til tider skæve vægge.
Min mor havde haft et dukkehus som blev snedkereret til hende, selvom hun aldrig var særlig interesseret i dukker som barn. Senere blev det givet til andre børn, som det ofte sker når børn vokser fra deres legetøj.
Dette dukkehus tilhørte oprindeligt min fars kusine, og det er sandsynligvis fra midt i 30’erne. Senere fik min fars søstre det, og derefter har en del af mine kusiner (og fætre?) leget med det. Min søster og jeg er de yngste i den flok, og efterfølgende blev det stående hjemme hos mine forældre, hvor mine niecer har leget lidt med det på ferier. Alma er også meget begejstret for det lille dukkehjem og derfor var det oplagt at sætte det lidt i stand.


Oprindeligt bestod dukkehuset kun af de tre nederste rum, og det var rødmalet udvendigt og uden tag. Da vi fik det, byggede min mor overetagen på samt altan/veranda med spiraltrappe. Hun tapetserede taget med tagstens-tapet og dukkehuset med murstens-tapet. Desuden fik hun min bedstefar til at lave gavlen med hjerterne og ”dukkebo” med sin løvsaven.
Der fulgte ganske få møbler med huset deriblandt er et par senge, et køkkenbord med vask, et køleskab i metal med påtrykte madvarer samt et par fade og en støvleknægt.
Min bedstefar lavede derfor også borde, bænke, stole, senge og vugge til dukkehjemmet. Han havde ikke savet med løvsav siden han var barn, men han blev så begejstret for det, så han efterfølgende fortsatte og producerede ufattelig mange ting. Min mor lavede desuden en lille pejs med murstenstapetet, og de små afsvedne træstykker inde i pejsen kan oplyses af en lille pære.
Min søster og jeg fik også forskellige møbler i gave, men disse møbler er i størrelse 1:16, hvilket ikke passer til dukkehuset i størrelsesforhold, da dette er ca. 1:12 - hvis man ser bort fra de mærkeligt lave døråbninger. Lidt ærgerligt for blandt disse møbler er to røde svane-stole, som ser helt malplacerede ud i huset.

 

Blandt de møbler der er for små er også et lyserødt badeværelsesmøblement, som dog bliver i huset indtil videre, og så står et nyt på ønskesedlen. Køleskabet bliver selvfølgelig i dukkehuset. Det har desværre en del rustpletter som ikke kan fjernes uden at skade malingen, og mens vi har haft det, har det aldrig haft håndtag. Køkkenbordet er i temmelig dårlig stand og har mange små søm strittende ud, så det bliver erstattet.
Det er planen at en del af de små træmøbler skal males i nogle fine farver, da nogle af dem er lidt mærkede af tidens tand. De skal pyntes lidt med hynder og puder i fine farver og mønstre. Dynerne og puderne med de små brune blomster bliver, for dem syede min mor af en rest fra nogle lamper, mine forældre havde i soveværelset. De gardiner min mor havde lavet til dukkehuset i min barndom var af noget ret tykt stof, og hun havde også lavet gardinkapper. Dem gemmer jeg væk, og laver nogle mere lette gardinerne, så man bedre kan se de små vinduer.
Der mangler desuden lidt elektriker-arbejde, så der atter kan komme lys i dukkehjemmet. Jeg fjernede nemlig alle ledninger m.m. før jeg tapetserede, da de fleste af dem hang løst. Desuden vil jeg lave nogle papirslampeskærme, for der kommer vist til at mangle lidt lamper.
Endelig skal der dukker i det lille hjem. Der er nogle dukker fra min barndom, men de har påmalet ansigter, som er lidt tværet ud, og desuden er de nærmest børnestørrelse alle sammen.


-Og så ikke et ord om at Blogger slettede mit oprindelige indlæg... øv