Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

fredag den 30. december 2011

Nissebanden og hjemmelavede julegaver

 Julemåneden er fløjet afsted og jeg har kun fået lavet lidt kreativt bl.a. blev det til 8 nissehuer. Først 4 til os selv, så hele familien samt gæster kan blive ekviperet, for har desuden stadig min gamle nissehue min mor har syet. Klippede huerne så stoffets bredde blev fuldt udnyttet til ialt 4 huer ved at lægge spidsen op mod bunden på den næste, og hveranden mønsterdel har luven den ene vej eller den anden vej - men altså samme vej på hver hue. De blev rigtig lækre i velour, men var træt af at sy i velour, fordi det fnuller og ruller ved alle kanterne, og så drillede faconen på kuglen ved spidsen lidt. Var derfor ikke begejstret da jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne sy nogle til Almas fætre. De kunne ikke finde nogle i rette størrelse, så endte med alligevel at tilbyde det, og det gik også meget hurtigere med anden omgang, og jeg fandt faktisk ud af et par tricks undervejs.


Alma kopierede billederne i en af sine julesangbøger, og laver julehjerte-perleplader. Hun lavede både de klassiske i rød-hvid samt i neonpink/lyserød-hvid i forskellige "flet"variationer. Vi blev enige om at bruge dem som gavemærker med papir limet på den ene side trykt med søstrene Grene-stemplet, som Alma fik i julestrømpen. Undervejs syntes Alma dog det blev lidt kedeligt, så jeg lavede en stor del af dem, og de så fine ud på det røde gavepapir med hvide hjerter/prikker og rustikt hampegarn.
Alma blev sat igang med at lave 3-dimensionelle snekrystaller med inspiration bl.a. herfra. Jeg satte 5 perler på i bunden af indhakket, hvor de to plader mødes, og så lavede hun selv resten. En stor del af hendes tidligere perleplader er nemlig symmetriske med hulmønster, så det var lige noget for hende.
Desuden var hun ret vild med elgen som Jane viste frem, så der blev lavet et par elge til bedsteforældrene, og det var især oplagt til bedstemor efter vores fælles sommerferie til Sverige og Astrid Lindgrens verden, hvor vi også var i elgpark.
 
Lavede kun en hjemmelavet julegave: en mulepose i rød køkkentern med lomme i traktorprint. Den lignede lidt en Massey Ferguson, som mine forældre altid har kørt med - dog i grå uden hus og røde med hus. Havde dog på forhånd en idé om, at min mor allerede havde rigeligt med poser, så den endte med at blive givet videre til min søster, der tidligere har givet udtryk for at hun godt kunne tænke sig en. Posen er syet med franske sømme, og kan vendes ind i lommen ligesom de andre poser jeg har syet, så den ikke fylder særlig meget at have med som ekstra pose.

onsdag den 30. november 2011

Ho, ho, ho... Julemandens hjælper


Vi har heldigvis den lille gavekasse, hvor alle små køb samles i løbet af årets løb, og derfra udvælges kalendergaver. Synes det er  meget nemmere og hyggeligere at købe lidt efterhånden som man finder et godt køb. Gaverne kommer "ham den fede med det hvide skæg" med hver nat til den strikkede julestrømpe, selvom Alma vist er begyndt at sætte spørgsmål ved ham...
Fordelen ved julestrømpen er at barnet ikke er ved at gå til i spænding over alle de pakker man ikke må åbne endnu, samt at man ikke behøver at have alt pakket ind og bestemt fra start. Muligvis bliver nogle af dem lagt tilbage i kassen og erstattet af andre, og så mangler der bl.a. noget kagepyntningshalløj.
Sidste år så kalendergaverne herhjemme sådan her ud.

fredag den 7. januar 2011

Julegaver #2


Gaverne til niecerne på min side var jeg lidt i tvivl om, og jeg kunne bare ikke bestemme mig til nogen (bluse)model eller stof, for hvad falder i smag hos piger på 9 og næsten 13 år..? Grundet mit vægelsind kunne jeg først komme i gang de sidste dage inden jul - og dem endte jeg så med at tilbringe på hospitalet med blindtarmsbetændelse... Gaverne til dem skulle først udveksles nogle dage efter juleaften, så jeg havde nogle dage at løbe på, men jeg havde ikke energi til og for ondt til at stå op og lave mønster, klippe stof samt sidde og sy, så det blev til noget helt andet. 
De har begge to langt hår, og har nærmest altid pandebånd på. Derfor havde jeg også tidligere overvejet at lave pandebånd til dem og havde nogle på lager - hurra for kreativt lager, for det er guld værd i sådanne situationer! Stoffet er også fra lager: Den øverste er til den ældste, som tidligere har fået en taske i lilla fast velour med det blomstrede stof som foer og applikation (har også brugt det til bl.a. Almas kattekillingekjole) Den nederste er til den yngste niece, som tidligere har fået en nederdel i det blomstrede stof og senere en bluse i det ensfarvede med ærmer i det blomstrede. Har lovet dem, at nu får de ikke mere i det print, for har kun ganske små rester tilbage af det der er brugt til den nederste - det er ellers ret fint med brombærklaser.
Lavede en del rosetter for 7-8 år siden til bl.a pynt på bånd rundt om min stråhat, og så har jeg faktisk ikke lavet det siden, selvom det et blevet meget populært. Men til pandebåndene var det oplagt, og så lige med en lille perle midt i, og nu kunne jeg godt blive fristet til at bruge dem i andre sammenhænge...
Tror modtagerne blev glade for gaven, for der gik ikke længe før de sad i deres lange rødblonde hår.


Alma har også været igang med gaver til sine kusiner. Hun har rigtig hygget sig med at udvælge og beslutte om der skulle være mønster eller ikke, og jeg har hjulpet lidt til med især de små perler. Perlerne er sat på en særlig metalbøjle, som holder den samme facon. Den fåes både som halsbøjle og som armring, og her har vi delt armringen i to. Jeg tror dog den muligvis er blevet lidt større i omkreds end den oprindelig var, og det er måske fordi vi har brugt store og tunge perler..? Ihvertfald var de for store til pigernes tynde håndled, men min søster og jeg blev enige om, at det måtte kunne løses med enten en ring eller elastik gennem øjerne i de to ender.
Alma fik også fint perlearbejde i gave, for hendes ældste kusine har altid været meget glad for at lave ting i perler. Fik desværre ikke fotograferet det, og da det var en tredimensionel juleuro i hamaperler, lod vi den hænge hos mine forældre.

onsdag den 5. januar 2011

Julegaver #1

Gaverne til nevøerne på gemalens side på henholdsvis 2½ og 5½ år blev bukser efter ønske fra moderen, samt et par fine strømper med fartstriber op ad benet og bil på foden fra Ubang. Jeg var ellers lige ved at bakke ud af projektet og finde på noget andet, for ind tikkede der en sms fra svigerinden om, at den store går meget op i at det ikke må være pattet og piget. Puuh, fik jo præstationsangst, men tog chancen og lavede lidt om på min oprindelige ide, og istedet for at bruge det jacquard-vævede stof med hestemotiver til selve bukserne blev det til lommer på denim.

Der er snyde-gylp og knaphulselastik i taljen, så der er mulighed for at justere, samt deres navn på indersiden bagi. Desuden er der almindelige baglommer og indstikslommer foran samt "kasse"-syede side-lommer.
Modtagerne blev glade for bukserne. Desuden fik de og deres forældre billeder af Alma samt et familie-sorteper/vendespil, da de havde været meget begejstrede for det vi lavede i gave til  svigermors fødselsdag, og det faldt vist også meget godt i smag. 


Året før var gaven til de to drenge også bukser - i turkis fløjl med lommer og foer med opsmøg i stof med "monster"-tryk.
Næste julegave bliver vist noget andet end bukser..?

søndag den 2. januar 2011

Hospitalsindlæggelse og ændrede jule/nytårs-planer


Jeg nåede lige at blive færdig med at lave størstedelen af julegaverne og aflevere dem, da vi havde julehygge for svigerfamilien med julekager og risengrød, og så skulle jeg ellers nyde at have fået juleferie med tid til at få skrevet julekort, lave de sidste gaver og bare hygge...
Så lagde jeg mig istedet med ondt i maven, men jeg troede først det "bare" var en maveinfluenza. Efterhånden fik jeg dog mere og mere ondt nederst i højre side af maven, så jeg endte hos vagtlægen, som sendte mig videre på hospitalet. Der lå jeg så i næsten et døgn, hvor jeg skiftevis blev holdt fastende og fik lov at drikke (ikke spise, men havde nu heller ikke den store lyst) mens lægerne med nogle timers mellemrum kom og trykkede lige ned i smertehelvede... De syntes dog ikke jeg havde ondt nok - ved ikke lige hvad det var de ikke forstod ved min beskrivelse af smerten som mange gange vesmerter, der bare aldrig stopper... Men jeg var åbenbart ikke en typisk blindtarmspatient. Endelig blev det dog besluttet at operere, og det var vist også på høje tid ifølge lægen. Så nu har jeg 3 fine broderede syninger spredt rundt på maven.
Kom først fra opvågningen sent på aftenen, så blev først udskrevet dagen efter, hvor det tog noget tid at komme hjem midt i snestormen d. 23. dec. Vi havde billetter til samme dag om morgenen til toget for at komme på jule- og nytårsferie hos mine forældre, men den mulighed var jo passeret. Der var totalt udsolgt på alle afgange, og samtidig havde jeg de første dage temmelig ondt, så vi besluttede først at tage afsted et par dage efter juleaften. Jeg fik det hurtigt bedre og jeg havde fået at vide, at jeg måtte gøre alt, så længe det ikke gjorde for ondt, så vi var også ude og nyde det dejlige skiføre i roligt tempo. Alma syntes heldigvis også det var sjovt at stå på ski, hvilket hun ikke var så begejstret for sidste år.
Trods lidt uplanlagte ændringer i programmet har vi haft en skøn jul og nytår. Jeg nåede nogenlunde at få lavet de sidste gaver færdige undervejs samt få taget billeder, så det kommer der indlæg om senere. Vi glippede et enkelt besøg hos en veninde, men det må vi nå næste gang. Nytårsaften kunne vi heldigvis holde en dejlig aften med lækker mad sammen med min veninde med familie som planlagt. Sidste år måtte vi nemlig melde afbud, for der blev vores nytårsplaner også ændret, da jeg også da var akut indlagt lige inden. Min kollega har drillet mig med, at jeg ikke skal gøre det til en tradition. Jeg plejer ikke at have nytårsfortsætter, men tror, jeg vil have et enkelt for det kommende år: "ikke at blive akut indlagt, og slet ikke ved jule/nytårstid!"

Rigtig Godt Nytår!

tirsdag den 14. december 2010

Der er ingenting i verden så stille som sne

Mirjam med Æbleblomst-bloggen viste for noget tid siden sin fine samling af gammel julepynt, og opfordrede til at andre skulle vise deres. Jeg har ikke ligefrem nogen samling, men jeg har arvet lidt forskelligt.
Fra min bedstemor har jeg bl.a dette træ i gennemsigtig lyseblåt plastik som er næsten 30 cm højt. Min mor mener det er købt engang i 50'erne, og hver jul havde mine bedsteforældre det fremme, men hos dem var det overlæsset med meget mere og større pynt. Derfor har min mor altid grinet lidt af det træ, og det gjorde min søster og jeg også som børn. På et tidspunkt begyndte jeg dog at se noget fint og sart i dette træ - især hvis det blev pyntet med få og enkle ting - og det minder mig om nøgne træer med rimfrost på en klar frostdag, hvilket for mig er noget af det smukkeste. Da min bedstemor døde, ville jeg derfor gerne have det, og da min mor og søster stadig syntes, det var noget af det grimmeste, er det nu blandt mit julepynt. -Og så må det være op til den enkelte, om man synes det er kitsch eller hit..?

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt på de stemmer,
som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.


Kuglerne og koglerne i glas er ganske små og måler ca. 2 cm. En del af dem hang også på træet hos min bedstemor. Jeg er lidt i tvivl, om de mon ikke er helt tilbage fra mine oldeforældre. Sølvklokken ved jeg ikke hvornår er fra, men den er ihvertfald fra min oldemor, som jeg er opkaldt efter, og som jeg derfor har fået flere ting fra.
Måtte bare tilsætte den fine tekst af Helge Rode, som har den mest sarte melodi af Poul Hamburger. For tiden bliver den ofte sunget som en af godnat-sangene herhjemme. Den passer nærmest perfekt til disse frostklare dage, som det lille træ minder mig om og til sølvklokken.
Indtil videre har kattekillingen kun pillet en enkelt gang ved det gamle julepynt, og da fik den så meget skældud, at den åbenbart ikke har turdet nærme sig siden. Efterfølgende er der også kommet et meget større træ op, som man endda i skjulte øjeblikke kan klatre i...

mandag den 13. december 2010

Den kreative pakkekalender


I dag blev det endelig min tur til at åbne den fine pakke fra den kreative pakkekalender, der har ligget og ventet. Gaven af fra Dorit med bloggen Doo it - just doo it. (linket skulle virke nu) -Og hvilken gaver - lige i mine favorit farver. Mine hurtigt taget billeder i halvdårligt morgenlys viser slet ikke hvor fint det virkelig er.

Fantastisk fint armbånd i sælskin (?) med detaljer i turkis og et snert af lime - Uuhm. Tror godt det kunne komme til at bo på min arm, og det luner faktisk rigtigt dejligt.


-Og flotte hjerter i pink og lilla. De små hjerter er så fint strikket. Lækkert, især i de farver. (EDIT:  havde set at de store hjerter var grydelapper, men det var først da jeg kom hjem med iskolde fingre, at jeg forstod at det lille rum var til tommelen og det store til de andre fingre. Virkelig smart, især til sådan en, der altid er bange for at brænde fingrene, hvis de skulle komme udenfor grydelappen.
Der er også en lille pige herhjemme, som synes det hele er meget fint :-)

Tusind tak for de meget fine gaver.

-Og et stort kram til Karina for at have fået hele dette puslespil til at gå op.

søndag den 12. december 2010

Hjertefest og iskrystaller i kulden


Til hjerternes fest har jeg doneret 5 forskellige iskrystaller/snefnug, håndlavet i orkis. Et lille bidrag for at hjælpe mødresagen og dem som trænger allermest midt i julens hjertevarme. Al respekt til Marina og Trine for deres store arbejde.

Vi har haft en hyggelig weekend, med besøg af en af Almas veninder fra børnehaven, samt køkkenrengøring og småkagebagning. Vi var ude på en dejlig gåtur med fantastisk blå himmel og solskin, men det var pivkoldt med frostvejr og stiv blæst. Ved ikke om fuglene fryser, men de var ihvertfald ivrige efter at få brød, som vi og andre havde med, mens de baskede rundt i det lille stykke vand der ikke var frosset til.

fredag den 10. december 2010

En lille nisse rejste...

...med ekstrapost fra barn til barn i børnehaven. Og det var en rigtig drillenisse Alma havde med hjem i går. Den gemte saks og lim, da vi flettede julehjerter og limede guirlander, og hoppede op i det just ankomne træ, så kattekillingen (der ikke er så lille mere) hoppede efter.
Nissen rejste i morges tilbage til børnehaven og et nyt barn. Vi glemte at fotografere den, mens vi legede med den, så nissen der sidder her i træet, er en drillenisse som allerede bor hos os.
Juletræet blev efterfølgende pyntet, og den lille frække drille-mis er ved at lære, at man ikke må kravle i lige præcis det træ eller pille pynten af...

lørdag den 4. december 2010

Højt oppe langt mod nord...

Der hvor Julemanden bor,
og kikker fra sit vinterskjul.
Der står hans kane klar,
til den tur han ta'r,
så det kan bli'e en dejlig jul.

Jeg har fået brev - ikke fra Julemanden - men fra min gaveven i den kreative pakkekalender. Og på brevet var den smukkeste afsendermærkat med isbjørnen og så fine frimærker deriblandt julefrimærker, hvor barnets forventningsfulde ansigt og julehjertet med indflettet Grønlandsflag spejles mod julekuglen. Behøver jeg at fortælle, at jeg er spændt... men jeg har først åbnedag d. 13. dec!
Der er også andre end mig, der er spændte, for Alma stod og trippede, men da jeg så fortalte at jeg først måtte åbne den om mange dage, trak hun bare på skulderen og sagde ok. Gemalen derimod har været henne ved det brev utallige gange, og spurgt om jeg ikke bare kunne åbne kuverten, og han endte med at lægge det helt væk...
Alma er åbenbart ikke så forhippet på det med gaver, for i dag sov hun længe, og var oppe i flere timer inden hun kom i tanke om, at hun da også lige skulle kigge i julestrømpen - eller også var hun nervøs for at julemanden måske havde gjort alvor af  ikke at komme med gaver til uartige børn, for hun var lidt fræk igår...
Dette fine brev fik mig til at tænke på, at min søster og jeg som børn faktisk fik kort fra Julemanden på Grønland, og det endda uden at vi skrev til ham. Vores "reserve"moster (mine bedsteforældres Københavnerdrengs kone) arbejdede i mange år på Grønlands Handel, og så sørgede hun for, at vi fik en hilsen, hvilket vi syntes var helt vildt hyggeligt.

torsdag den 2. december 2010

Pakkekalender


I dag åbnede Marie-Louise med bloggen Deerhouse den gave jeg havde sendt afsted i den kreative pakkekalender. Jeg overvejede længe hvilken gave jeg skulle lave, men besluttede mig endeligt for orkis-snefnug i en stjerneuro. Jeg havde flere andre idéer, men afgjorde til sidst at det blev orkis, da jeg selv synes det er dejligt at modtage håndlavede ting man ikke selv kender håndværket bag.

Fire strømper uden fod...

en tomat så rød som blod
og en gammel gulerod
kan du få for en krone

Er vist gået helt i selvsving med de gamle sange fra julekalenderne... -Og det passer næsten her, for Alma fik i julestrømpen to par leggings, og det er da så godt som 4 strømper uden fod! Ret smart også om vinteren, når man gerne vil have sine balletstrømper på med blondekant, eller når man kommer til at træde i smeltet sne fra en støvle, for så er udskiftningen knap så stor.
Tomaten så rød som blod og en gammel gulerod passer jo også næsten på den julenederdel, jeg har syet til hende - bortset fra at det er mere pink... Den er i hørstof med påtrykte guldengle sammen med pink lomme i hør, pink-rød stribet rib og orange stråbånd. Var lidt i tvivl om jeg istedet skulle bruge mørklilla bånd, men det virkede bare ikke helt rigtigt, selvom jeg elsker lilla. Og den passer da også perfekt i farverne til hendes ugle-bluse fra Ej-sikke-lej.
Hun var vældig kæk, da hun fjollede rundt med solbriller, inden hun skulle i børnehave - dog uden solbriller. Efter en ikke særlig lang dag i børnehaven, der sluttede med julehygge for forældrene, var hun åbenbart helt udmattet. Det tager på kræfterne med al den spænding i december. 
-Og så en lille kommentar fra hende (nok fordi hun har leget med sin venindes fevinger). Hun står med den Peddersen og Findus julebog, der har været i julestrømpen og siger så pludselig: "Julemanden har lavet en fejl." Jeg bliver lidt forvirret, mens gemalen spørger hende om hun ikke kan lide bøger, for det plejer hun da. "Jo, jo" siger hun "men jeg skulle jo have haft vinger" Øøh, nå... vi måtte jo så forklare, at man ikke helt kan bestemme hvad julemanden kommer med.

mandag den 29. november 2010

Det' sørme, det' snart, De'cember


Vi juler herhjemme. Mens gemalen knokler derudaf med at nå en deadline, hjælper jeg til med at læse korrektur, og er praktisk gris med alt i hjemmet - hvilket faktisk er svært, da jeg sjældent handler og laver mad, for hvad skal jeg dog finde på... For at give ham mest muligt arbejdsro, var Alma og jeg lørdag formiddag ude på kælkebakken. Om eftermiddagen var vi først til julekrea, hvor børnene bl.a. kunne dekorere honninghjerter, lave engle og klippe-klistre. Alma fik lavet en meget farvestrålende engel og et hjerte med masser af pynt, som smagte meget sødt, da hun delte det med os om aftenen. Eftermiddagen blev afsluttet med juleoptog. Søndag slappede vi mere af indenfor og fik pyntet lidt op. Der er kommet juletræ op udenfor vores køkkenvindue, og snart skal vi også have et indenfor.
Julestrømpen er klar. Den er strikket af svigermor, og ret så fleksibel, da den er strikket i tykt garn på store pinde i størrelse virkelig stor. Det er julemanden der kommer med gaverne - ho, ho, ho... Er måske en lille smule træt af, at den fede, rødklædte mand får al æren af, hvad jeg finder på, men indtil videre får hun lov at blive i troen. Man kan jo aldrig vide, hvornår børn opdager sagens rette sammenhæng - hendes ene fætter var ikke så gammel, før han konstaterede at julemanden havde farfars sko på!
Vi har en gavekasse, hvori jeg lægger stort set alle de små gode køb, jeg gør igennem året. -Og det er bestemt ikke fordi jeg er sådan en overskudsagtig supermor, men mere fordi min meget minimale shoppinglyst af og til falder for en fin lille ting, som måske endda er på tilbud, og så ligger jeg dem i gavekassen, istedet for bare at give den med det samme. Her op mod jul beslutter jeg så, hvilke ting der passer til nu, og hvilke der måske bør vente til næste år. 
Jeg synes ofte det er oplevelsen af at få en gave og pakke den op, der er det vigtigste. Derfor har vi også praktiske gaver, som vækker ligeså stor begejstring som legetøj, og vi supplere op med frugtstænger og rosinpakke.
 I strømpen kommer der i år:
forskellige bøger
2 par knæstrømper
Hello Kitty-boks med hår-elastikker og Hello Kitty-sæbebobler
børneplaster og tandbørste
lyserød undertrøje med blondekant
Mummi-DVD og Pippi-historie-CD
legemad: pålæg og melon
leggings
stempelsæt2 fine Sonny Boys
2 sæt vanter
mundharmonika
perleplader
frugtstang og rosiner
   
De andre år har der været:
 udover undertøj, strømper, tandbørste, bøger og en DVD
maraccas, tamburin og blokfløjte
badedyr, -bold, -krans og -vinger
paraply, refleks
schleich-dyr
små spil og puslespil
udstiksforme til kagebagning, rulle dertil samt modellervoks

I gavekassen ligger fortsat:
forskellige bøger
"mine venner"-bog og klistermærker
yo-yo og gadekridt
glaskugler og strikkelise
lille boks med lego
diverse dukkehus-tilbehør