fredag den 30. december 2011

Nissebanden og hjemmelavede julegaver

 Julemåneden er fløjet afsted og jeg har kun fået lavet lidt kreativt bl.a. blev det til 8 nissehuer. Først 4 til os selv, så hele familien samt gæster kan blive ekviperet, for har desuden stadig min gamle nissehue min mor har syet. Klippede huerne så stoffets bredde blev fuldt udnyttet til ialt 4 huer ved at lægge spidsen op mod bunden på den næste, og hveranden mønsterdel har luven den ene vej eller den anden vej - men altså samme vej på hver hue. De blev rigtig lækre i velour, men var træt af at sy i velour, fordi det fnuller og ruller ved alle kanterne, og så drillede faconen på kuglen ved spidsen lidt. Var derfor ikke begejstret da jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne sy nogle til Almas fætre. De kunne ikke finde nogle i rette størrelse, så endte med alligevel at tilbyde det, og det gik også meget hurtigere med anden omgang, og jeg fandt faktisk ud af et par tricks undervejs.


Alma kopierede billederne i en af sine julesangbøger, og laver julehjerte-perleplader. Hun lavede både de klassiske i rød-hvid samt i neonpink/lyserød-hvid i forskellige "flet"variationer. Vi blev enige om at bruge dem som gavemærker med papir limet på den ene side trykt med søstrene Grene-stemplet, som Alma fik i julestrømpen. Undervejs syntes Alma dog det blev lidt kedeligt, så jeg lavede en stor del af dem, og de så fine ud på det røde gavepapir med hvide hjerter/prikker og rustikt hampegarn.
Alma blev sat igang med at lave 3-dimensionelle snekrystaller med inspiration bl.a. herfra. Jeg satte 5 perler på i bunden af indhakket, hvor de to plader mødes, og så lavede hun selv resten. En stor del af hendes tidligere perleplader er nemlig symmetriske med hulmønster, så det var lige noget for hende.
Desuden var hun ret vild med elgen som Jane viste frem, så der blev lavet et par elge til bedsteforældrene, og det var især oplagt til bedstemor efter vores fælles sommerferie til Sverige og Astrid Lindgrens verden, hvor vi også var i elgpark.
 
Lavede kun en hjemmelavet julegave: en mulepose i rød køkkentern med lomme i traktorprint. Den lignede lidt en Massey Ferguson, som mine forældre altid har kørt med - dog i grå uden hus og røde med hus. Havde dog på forhånd en idé om, at min mor allerede havde rigeligt med poser, så den endte med at blive givet videre til min søster, der tidligere har givet udtryk for at hun godt kunne tænke sig en. Posen er syet med franske sømme, og kan vendes ind i lommen ligesom de andre poser jeg har syet, så den ikke fylder særlig meget at have med som ekstra pose.