fredag den 7. januar 2011

Julegaver #2


Gaverne til niecerne på min side var jeg lidt i tvivl om, og jeg kunne bare ikke bestemme mig til nogen (bluse)model eller stof, for hvad falder i smag hos piger på 9 og næsten 13 år..? Grundet mit vægelsind kunne jeg først komme i gang de sidste dage inden jul - og dem endte jeg så med at tilbringe på hospitalet med blindtarmsbetændelse... Gaverne til dem skulle først udveksles nogle dage efter juleaften, så jeg havde nogle dage at løbe på, men jeg havde ikke energi til og for ondt til at stå op og lave mønster, klippe stof samt sidde og sy, så det blev til noget helt andet. 
De har begge to langt hår, og har nærmest altid pandebånd på. Derfor havde jeg også tidligere overvejet at lave pandebånd til dem og havde nogle på lager - hurra for kreativt lager, for det er guld værd i sådanne situationer! Stoffet er også fra lager: Den øverste er til den ældste, som tidligere har fået en taske i lilla fast velour med det blomstrede stof som foer og applikation (har også brugt det til bl.a. Almas kattekillingekjole) Den nederste er til den yngste niece, som tidligere har fået en nederdel i det blomstrede stof og senere en bluse i det ensfarvede med ærmer i det blomstrede. Har lovet dem, at nu får de ikke mere i det print, for har kun ganske små rester tilbage af det der er brugt til den nederste - det er ellers ret fint med brombærklaser.
Lavede en del rosetter for 7-8 år siden til bl.a pynt på bånd rundt om min stråhat, og så har jeg faktisk ikke lavet det siden, selvom det et blevet meget populært. Men til pandebåndene var det oplagt, og så lige med en lille perle midt i, og nu kunne jeg godt blive fristet til at bruge dem i andre sammenhænge...
Tror modtagerne blev glade for gaven, for der gik ikke længe før de sad i deres lange rødblonde hår.


Alma har også været igang med gaver til sine kusiner. Hun har rigtig hygget sig med at udvælge og beslutte om der skulle være mønster eller ikke, og jeg har hjulpet lidt til med især de små perler. Perlerne er sat på en særlig metalbøjle, som holder den samme facon. Den fåes både som halsbøjle og som armring, og her har vi delt armringen i to. Jeg tror dog den muligvis er blevet lidt større i omkreds end den oprindelig var, og det er måske fordi vi har brugt store og tunge perler..? Ihvertfald var de for store til pigernes tynde håndled, men min søster og jeg blev enige om, at det måtte kunne løses med enten en ring eller elastik gennem øjerne i de to ender.
Alma fik også fint perlearbejde i gave, for hendes ældste kusine har altid været meget glad for at lave ting i perler. Fik desværre ikke fotograferet det, og da det var en tredimensionel juleuro i hamaperler, lod vi den hænge hos mine forældre.

1 kommentar:

  1. Sikke da nogle skønne ting. Det er nogle heldige niecer :)

    SvarSlet