Viser opslag med etiketten rød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rød. Vis alle opslag

fredag den 30. december 2011

Nissebanden og hjemmelavede julegaver

 Julemåneden er fløjet afsted og jeg har kun fået lavet lidt kreativt bl.a. blev det til 8 nissehuer. Først 4 til os selv, så hele familien samt gæster kan blive ekviperet, for har desuden stadig min gamle nissehue min mor har syet. Klippede huerne så stoffets bredde blev fuldt udnyttet til ialt 4 huer ved at lægge spidsen op mod bunden på den næste, og hveranden mønsterdel har luven den ene vej eller den anden vej - men altså samme vej på hver hue. De blev rigtig lækre i velour, men var træt af at sy i velour, fordi det fnuller og ruller ved alle kanterne, og så drillede faconen på kuglen ved spidsen lidt. Var derfor ikke begejstret da jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne sy nogle til Almas fætre. De kunne ikke finde nogle i rette størrelse, så endte med alligevel at tilbyde det, og det gik også meget hurtigere med anden omgang, og jeg fandt faktisk ud af et par tricks undervejs.


Alma kopierede billederne i en af sine julesangbøger, og laver julehjerte-perleplader. Hun lavede både de klassiske i rød-hvid samt i neonpink/lyserød-hvid i forskellige "flet"variationer. Vi blev enige om at bruge dem som gavemærker med papir limet på den ene side trykt med søstrene Grene-stemplet, som Alma fik i julestrømpen. Undervejs syntes Alma dog det blev lidt kedeligt, så jeg lavede en stor del af dem, og de så fine ud på det røde gavepapir med hvide hjerter/prikker og rustikt hampegarn.
Alma blev sat igang med at lave 3-dimensionelle snekrystaller med inspiration bl.a. herfra. Jeg satte 5 perler på i bunden af indhakket, hvor de to plader mødes, og så lavede hun selv resten. En stor del af hendes tidligere perleplader er nemlig symmetriske med hulmønster, så det var lige noget for hende.
Desuden var hun ret vild med elgen som Jane viste frem, så der blev lavet et par elge til bedsteforældrene, og det var især oplagt til bedstemor efter vores fælles sommerferie til Sverige og Astrid Lindgrens verden, hvor vi også var i elgpark.
 
Lavede kun en hjemmelavet julegave: en mulepose i rød køkkentern med lomme i traktorprint. Den lignede lidt en Massey Ferguson, som mine forældre altid har kørt med - dog i grå uden hus og røde med hus. Havde dog på forhånd en idé om, at min mor allerede havde rigeligt med poser, så den endte med at blive givet videre til min søster, der tidligere har givet udtryk for at hun godt kunne tænke sig en. Posen er syet med franske sømme, og kan vendes ind i lommen ligesom de andre poser jeg har syet, så den ikke fylder særlig meget at have med som ekstra pose.

tirsdag den 13. september 2011

Rød som rosen

Springer også lige med på farvelegen som er startet af 3. sal til Højre
Jeg har egentlig aldrig været særlig glad for rød - ihvertfald ikke helt klar postkasserød. Alligevel er det jo en farve, man nærmest ikke kan komme udenom, og slet ikke når man har børn, hvor farven er rigt repræsenteret i legetøj og beklædning. Min forhold til rødt er da også blevet bedre med tiden, men det er ikke en farve jeg køber tøj til mig selv i - har dog er par bordeauxrøde sko...  



Hukit-stole, skaffet af farfar ad 2 omgange, hvorfor han ikke tænkte over at de havde forskellig højde, men det gør ikke noget, da de normalt bruges i hver sit rum, og så er der til enhver højde. 
Rødt stof i samlingen, bordeauxrød "copycat" sækkestol, lidt af de mange røde bogrygge i reolen, rødt papir.
-------------------
Massey Ferguson fået i julegave af bedstemor og bedstefar, fordi det altid har været deres mærke og nogenlunde er den model Alma får ture i under besøg - glemte helt hendes røde traktor-kasket...
Den klassiske røde dukkevogn, som katten frivillig er hoppet op i.
Røde gummirøjsere som er lidt for store endnu, forskellige røde T-shirts, røde kjoler og selebukser



lørdag den 19. februar 2011

Altid parat til indkøb



Jeg er ikke særlig glad for plastikposer - mildt sagt! De har det med at hobe sig op, selvom vi aldrig køber ved dagligvareindkøb, men af og til køber man jo andre ting som måske fylder for meget til at kunne være i tasken. Til dagligvareindkøbene har vi nogle stor og solide poser, men selv når de er sammenfoldede fylder de for meget til at man gider have dem med som ekstrapose.
Derfor syede jeg for ret lang tid siden en stofpose i rødt køkkentern med franske sømme og med lomme i jordbærprint, som hele posen kan vendes ned i. Den er ca. 30x40 cm, og fylder ikke særlig meget som ekstrapose, så vi har brugt den rigtig meget, men nogle gange havde det været rart om den havde været større. Så jeg har været igang igen i en størrelse 40x50 - atter i den røde køkkentern, men denne gang med en lomme i tomatprint. Har planer om nogle flere, men nok i andre farver...

Den sidste tid har været præget af meget rejseri - og meget eftertanke... Der har ikke været meget tid, lyst og inspiration til andet end små projekter, men det begynder dog at ændre sig. Jeg har haft fingrene i det meste af "stof-lageret", mens jeg har arrangeret det på nyt. -Er i det hele taget i gang med at rykke rundt, rydde op og sortere ud...

søndag den 14. november 2010

Babuskaer og masser af prikker...

Jeg er ret så glad for modeller med raglan-ærmer, og især dem med en elastik i halsen til børn, fordi de er så nemme at tage af og på selv. Jeg er særlig vild med at lave etagekjoler med mønster-miks, fordi det er så sjovt at matche mønstrene, og her har jeg kombineret stoffet med babuska/dyr/svampe-print med prikket stof der matcher de prikkede svampe. Men jeg bør måske snart til at finde nye modeller...
Jeg lavede den i foråret, så det er først nu hun rigtig bruger den. Der er en lille lomme i hver side og kjolen er blød og rummelig, så den svinger fint når man danser rundt, hvilket er et krav fra Alma.


Inden jeg syede kjolen, havde jeg allerede brugt noget af det limegrønne stof med hvide prikker til at forny en gammel dukke-klapvogn, som står hos mine forældre. Tror faktisk de fandt den på en losseplads i min barndom, og nu nyder Alma at bruge den til en tur med dukker eller bamser.