Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag

søndag den 9. oktober 2011

Arbejdshjørne


I løbet at sommeren har jeg omarrangeret og skabt opbevaringplads til lidt kreasmåting i tilknytning til min arbejdshjørne. Bordet er et gammelt malet Ikea-bord, der nu er blevet slået ud til fuld størrelse, så der er plads til symaskine og overlocker og samtidig er der ledig plads tilovers til computer eller andet arbejde. Kanten på bordet har fået en stribe med noget målebåndstape fra Tiger, og det er praktisk under arbejdet, samtidig med at Alma også lige kan øve sig i at tælle... Hjørnet er indrettet næsten lige ved siden at vores spisebord, så jeg kan bare lige dreje rundt og klippe stof ud eller lægge ting fra mig. Synes det er hyggeligt at kunne være sammen med familien, mens man er igang med hver sine ting.
Tidligt på sommeren fandt jeg en gammel krydderihylde i fyrretræ, som var lidt ramponeret med forskellige huller og mærker. Faconen var fin, men jeg skulle lige tage mig sammen til at komme i gang med at udrette skaderne og alle male-processerne, så den fik lov at stå et stykke tid. Der var en del huller der skulle udspartles bl.a var profilen på hylderne beskadiget, og desuden var der polyfylla klattet forskellige steder, som skulle slibes af. Alle knaster fik et par gange med Shell-lak, for klog af skade ved jeg, at det er vigtig at dække dem, da de ellers vil farve malingen og i værste fald boble op i malingen. Efterfølgende fik den grunder og 2 gange maling. Den blev hvid, for det havde jeg på lager, og det er egentlig også helt fint som rolig base for alle farverne.
Sættekassen malede jeg sammen med den anden sættekasse jeg lavede til Alma sidste efterår. Jeg har ikke helt kunne bestemme mig til at jeg ville have papir i rummene, så indtil videre er der blot lidt løse stykker i et par rum, og sådan får den bare lov at være for nu, for har en lidt anden plan med den. Tingene på hylderne skifter lidt, og da billedet blev taget, var der ikke så mange ting som der oftest er.
Det er rigtig dejligt at have fået lidt opbevaring ved arbejdspladsen, da mit stof og andre krea-ting opbevares forskellige andre steder, hvor der lige er plads. Jeg overvejer at rulle mine fine bånd op, så de kan stå på hylden, og jeg derved kunne blive bedre til at bruge dem.

søndag den 11. september 2011

Papir-patchwork-lampe


Jeg har længe gået med en idé til en lampe, for vi manglede en ny loftslampe til Almas værelse, som ikke nødvendigvis behøvede give så meget lys. Mener at have set en lignende hos Ikea, men kan ikke finde den i deres nuværende sortiment. Blev ekstra inspireret til at komme igang, da jeg så  Lis (Karlssons) papir-patchwork til en 3-dimensionel uro.


Udgangspunktet er taget i en patchwork-bold med 12 5-kanter, men i lampen et der tegnet en cirkel rundt om 5-kanten. Ved alle siderne på 5-kanten er der skåret halvvejs igennem, så 5-kanterne kan føjes ind i hinanden. Da papiret ikke er så tykt, har jeg limet et ekstra lag bagpå både for at forstærke og for at bagsiden skulle være pæn på det synlige stykke fra 5-kanten og ud til cirklen. For ikke at tage for meget lys, lavede jeg bagsiden som en cirkel i kanten. 
Laver gerne en gør-det-selv-guide med billeder trin for trin, hvis der er interesse.



Alma sad ved siden af mig, mens jeg klippede og klistrede, og var også selv i sving. Hun er meget begejstret for lampen, og synes den er så fin, så fin, og så er det jo hele arbejdet værd.
Har fået lyst til mere papir-nusseri, og der er jo masser af fin inspiration rundt omkring, og nogle af resterne kan måske blive til en uro/guirlande ved lampen som Helles (Loppe-shoppe) cirkler

onsdag den 8. juni 2011

Travlhed = stilhed

Ikke sådan stressende travlhed - bare livet der leves, så der ikke har været så meget tid foran computeren.
-Og det er jo egentlig ok, når vejret er skønt og tiden går med dejligt samvær med familie og venner samt hyggelig cykelferie med barnedåb undervejs og desuden kreative gøremål.
Her allerførst de gaver vi havde med til det lille dåbsbarn.


Forældrene ønskede sig en sengelomme til tremmesengen. Jeg har prøvet at udforme den så fleksibel som muligt, så den også kan bruges til andet end tremmesengen. Selvom det var til en dreng, har jeg alligevel brugt hele regnbuens farver, så der er mulighed for at tale om alle farverne samt forskellige geometriske former. Den grønne og den orange lomme er syet i kasseform, så der er plads til bøger. Bagsiden har et tyndt lag pladevat, og der er quiltet på tværs rundt om lommerne. Den består at to lige store sider, som kan samles til en firkant, eller hænges i forlængelse af hinanden eller med bagsiden mod hinanden på tremmesengen. Foroven er der stropper af velcro med den bløde side på forsiden og den hårde side på bagsiden, så de kan rulles rundt om f.eks. tremmesengen. Forneden på bagsiden er der påsyet velcro - hver bane med 4 stykker skiftevis blød og hård side og modsat for hver bane, så de kan hænge sammen med bagsiden mod hinanden samt stropperne foroven kan sættes fast bagpå. 


Helt specifikt havde de ønsket sig en mulepose/rygsæk i stil med dem jeg lavede til hans storesøster og storebror for 1½ år siden til jul. Dem syede jeg i lysegrønt køkkentern med lomme i forskelligt mønsteret stof og navn broderet på indersiden foroven, og heldigvis havde jeg mere af den samme køkkentern, så han kunne få en pose magen til sine søskende med forskellige lommer, så det stadig er nemt at kende forskel.
Tror nok at gaverne faldt i god smag hos forældrene, og så kan man jo bare håbe at den lille fyr får glæde af dem.

onsdag den 16. marts 2011

Børnebøjler fra 70'erne i farvestrålende plast

Fra min barndom i 70'erne har jeg disse fine bøjler. De er desværre lidt skrøbelige, så nogle af dem har fået et lille knæk. Mirjam med Æbleblomst-bloggen havde i efteråret et indlæg om sine plastbøjler, som var både af ældre og nutidig dato. På Almas ønskeseddel står også de nye bøjler.


De fleste af bøjlerne har ens grundform, men med forskellige figurer og yderst et lille-bitte motiv.
Hans og Grete-bøjlen har vi i gul og 2 i orange, og de ses foran heksens hus omkranset af forskellige dyr, og yderst et fint hjerte.
Bøjlerne nedenunder har vi foruden hvid og orange også i gul. De har  motiv med en bambi og et føl omkranset af andre dyr og yderst en lille blomst. Jeg er ikke klar over, om de muligvis også er et motiv fra en historie eller et eventyr.

Jeg er heller ikke klar over om den gule bøjles motiv stammer fra en historie eller et eventyr. Den viser to børn, som på hver side omkranses af 3 voksne figurer, hvoraf flere af dem ser ud til at true/skælde ud.
Den hvide bøjle med bambien er mindre end de øvrige og nok til babyer. Den er blevet kopieret i de nyproducerede bøjler, men detaljerne som f.eks. dyrernes pels er meget mere udførligt lavet på de originale.


søndag den 16. januar 2011

Doven...

Doven og doven... Det er jo ikke fordi jeg ikke har lavet noget, for har luftet støvsugeren og andre nødvendige gøremål. Men har lidt manglet idéer og lyst til at gå igang med noget kreativt, sætte mig ved symaskinen, skrive lidt, tage billeder og redigere. Har dog orkeret lidt snefnug, for når man ikke lige har ídéer til et nyt projekt, kan man jo altid lave nogle af klassikerne. De har det nemlig med at forsvinde fra lageret, så jeg sjældent har noget selv.
I dag skulle vi så til fødselsdag hos svigerinden, og gemalen havde sagt, at jeg skulle ikke tænke på gave, for det skulle han nok ordne. Men i forgårs havde han om aftenen selvfølgelig ikke nogen anelse om hvad han skulle finde på, og hvor var ønskesedlen egentlig henne... Fødselaren ønskede sig diverse køkkengrej m.m. på fællesønskeliste samt sko og forskelligt tøj og sofapuder. Puderne ønskede hun sig også sidste år, men efter en beskrivelse af hvordan hun forestillede sig de skulle se ud, opgav jeg at finde noget egnet stof.
Til vores julehygge med familien så hun de lækre grydelapper jeg fik i den kreative pakkekalender og udbrød straks at det lige var sådan noget stof, hun kunne tænke sig puder i. Lige præcis det stof kunne jeg selvfølgelig ikke skaffe, men gik lidt efter noget, der måske kunne minde bare lidt om det.


Så nødløsningen på gaveindkøbet blev altså to hjemmesyede aflange puder. De tog i sig selv ikke så lang tid at sy med en usynlig lynlås i den ende, som vil være mindst synlig i deres sofa. Da jeg syede den første sammen på den lange led, gik det dog op for mig, at mønsterrapporten lige passede med de 60 cm rundt om puden, og så gik der lidt sport i at få det til at passe perfekt i mønsteret, hvilket krævede et par omsyninger enkelte steder.
Jeg var temmelig spændt på at aflevere gaven, for det er jo altid sådan lidt et sats at give en gave uden mulighed for ombytning. Heldigvis faldt den rigtig godt i smag - også hos svogeren og de to nevøer, hvoraf den mindste af dem fluks snuppede en af puderne til sin seng.

fredag den 29. oktober 2010

Ouuh, Ouuh, Uglepuder


































For 2 år siden købte jeg dette lækre lilla stof med ugletryk for at sy pudebetræk. Puderne havde vi allerede, men alligevel er det først nu jeg har fået dem lavet, selvom det jo var ret hurtig og hyggelig opgave, og de er blevet så meget mere lækre end puderne var før.
Det er egentlig fjollet, at jeg ikke har fået dem lavet noget før, men overvejede at bruge stoffet som betræk på spisebordsstolene, og kunne så ikke helt bestemme mig, og ville ikke risikere at spilde stoffet, når jeg nu syntes det var så fint. Typisk mig, og jeg gemmer også næsten alle rester, så jeg måske kan bruge det til et lille projekt, for man kan jo aldrig vide hvad man kan få brug for til en lille detalje - og det har da også flere gange vist sig nyttigt.

onsdag den 6. oktober 2010

Lidt ny-indretning


Da Alma som lille baby begyndte at kravle, fik hun hurtigt en vane med at kravle op og "svømme" på bladhylden på vores sofabord, så vi endte med at sætte det helt væk. Senere blev det brugt som tv-bord med dvd-afspiller og anlæg på bladhylden, og vi brugte Almas lille bord med stole som sofabord. Sådan havde vi det i lang tid, indtil jeg så nogle billeder fra Krudtuglensmors stue med et sofabord og en gyngestol meget lig vores, og så fik jeg lyst til at flytte rundt. Ved faktisk ikke hvorfor vi ikke har gjort det før, for det er jo længe siden Alma var på kravlestadiet. Var nok bare blevet vant til det andet, som fungerede meget godt, indtil vi begyndte at synes at bordet var for lille, så nu nyder vi al bordpladsen. I forvejen var vi glade for al gulvpladsen, fordi vi ikke har så mange møbler, og at man kan slænge sig på madrassen med de hjemmesyede copy-cats-sækkestole.

lørdag den 18. september 2010

Sættekasse


3 aftener med maling, maling, maling og så kom vi endelig til det Alma havde glædet sig til: at klippe papir og klistre. Det var dog mor der førte saksen og limen - ved ikke om jeg måske synes den blev for lyserød, for er egentlig ikke så meget til lyserød, og de andre lyserøde ting har hun fået af andre, men kan jo altid sætte nyt papir på i lilla og orange farver... Alma skyndte sig at hive sin faster med ind for at se den og pegede på Petterson og Findus samt Pipungerne, og fortalte, at: "dem har jeg set - altså ikke den der men en anden med dem" Hun synes det er sjovt at sætte sine små figurer ind i den, og jeg nyder at de ikke står og vælter rundt på den anden reol, hvor der efterhånden heller ikke er mere plads. Den er forøvrigt et storskraldsfund, og det er næsten synd at den er så fyldt med bøger, tasker og andet at man nærmest ikke kan se de drejede ben.