Viser opslag med etiketten gul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gul. Vis alle opslag

tirsdag den 13. september 2011

Gul som solen

Gul bliver jeg efterhånden mere og mere glad for, og det er jo en farve der nærmest stråler i sig selv.
Fandt da en del - mest i børneafdelingen...

Gul boble Alma fik efter eget valg, da hun smed sutten, lidt gult briotog, T-shirt fra årets sommerbesøg i Astrid Lindgrens verden og andet gult tøj bl.a. lækker gul kjole med fine lilla hunde, gul smiley rygsæk, gul luft-underlag med målebånd som Alma bruger på vores cykelferier og vi alle bruger på ture
----------------------
Gule bøger og spil, gul skildpadde-pude syet af kusinen som gave til Alma, sengetøj syet i Gaia og co-stof, gult stof fra samlingen, sart gule kopper og skåle  

onsdag den 30. marts 2011

Påskeæg i orkis


Vi er begyndt at pynte lidt til påske. Erindrer at flere æg blev smadret sidste år, for de er jo meget skøbelige. Da vi startede med at hænge lidt op forleden, fik vores 9 måneder gamle kat fat i et æg med serviet-decoupage, og daskede det ned på gulvet - det holdt det heldigvis til, så for fremtiden får æggene en gang lak for at styrke dem lidt. Der er rigtig gang i æggepusteren, når der laves æggekage og Alma sammen med far bager fredags-kage. Jeg har haft orkis-skytten fremme og lavet lidt nyt pynt til æggene samt fundet nogle fra gemmerne.
I min familie har vi altid pyntet op til påske, og synes altid det har været noget særligt - måske fordi det oftest har indeholdt ferie sammen med familie, og forårets komme. Nogle gange har vi haft bitte små æg, som blev gemt rundt omkring, som man kunne finde og få en lille lækker mundfuld. -Og så er der jo det store påskeæg fra påskeharen...

onsdag den 16. marts 2011

Børnebøjler fra 70'erne i farvestrålende plast

Fra min barndom i 70'erne har jeg disse fine bøjler. De er desværre lidt skrøbelige, så nogle af dem har fået et lille knæk. Mirjam med Æbleblomst-bloggen havde i efteråret et indlæg om sine plastbøjler, som var både af ældre og nutidig dato. På Almas ønskeseddel står også de nye bøjler.


De fleste af bøjlerne har ens grundform, men med forskellige figurer og yderst et lille-bitte motiv.
Hans og Grete-bøjlen har vi i gul og 2 i orange, og de ses foran heksens hus omkranset af forskellige dyr, og yderst et fint hjerte.
Bøjlerne nedenunder har vi foruden hvid og orange også i gul. De har  motiv med en bambi og et føl omkranset af andre dyr og yderst en lille blomst. Jeg er ikke klar over, om de muligvis også er et motiv fra en historie eller et eventyr.

Jeg er heller ikke klar over om den gule bøjles motiv stammer fra en historie eller et eventyr. Den viser to børn, som på hver side omkranses af 3 voksne figurer, hvoraf flere af dem ser ud til at true/skælde ud.
Den hvide bøjle med bambien er mindre end de øvrige og nok til babyer. Den er blevet kopieret i de nyproducerede bøjler, men detaljerne som f.eks. dyrernes pels er meget mere udførligt lavet på de originale.


mandag den 27. september 2010

Tivolitur på sommerens sidste åbningsdag


Vi måtte lige have en sidste rundtur i Tivoli på den sidste dag i sommersæsonen med Rasmus Klump, Rasmus Klump-legeland, Tivoligarden og Svinedrengen på Pantomine teatret. Alma havde ganske frivilligt taget sin nederdel fra foråret på (kjoler og nederdele er fint, men i bukser er piger åbenbart grimme)
Anorakken syede jeg også til hende i foråret, men det kan nok tælles på to hænder de gange hun har brugt den... Øv, for hun var super glad for den vinteranorak jeg syede, men hun har ment at det var en forårs/efterårsanorak, og jeg må da også medgive at der har været flest dage, hvor en jakke enten var alt for varm, eller det var nødvendigt med regnjakke. Så dette er faktisk de første billeder med hende i anorakken, og de er ikke engang særligt gode, for trods slikkepind er hun som en sæk lopper, der ikke kan stå stille. Heldigvis kan man også fotografere tøjet uden barn i en mere rolig udgave.


Dukken er derimod meget medgørelig til at fremvise dens matchende sæt. Anorakken var dog lidt besværlig at sy i den størrelse, men jeg er vistnok kommet til at love at sy en magen til hendes vinter-anorak...