søndag den 2. januar 2011

Hospitalsindlæggelse og ændrede jule/nytårs-planer


Jeg nåede lige at blive færdig med at lave størstedelen af julegaverne og aflevere dem, da vi havde julehygge for svigerfamilien med julekager og risengrød, og så skulle jeg ellers nyde at have fået juleferie med tid til at få skrevet julekort, lave de sidste gaver og bare hygge...
Så lagde jeg mig istedet med ondt i maven, men jeg troede først det "bare" var en maveinfluenza. Efterhånden fik jeg dog mere og mere ondt nederst i højre side af maven, så jeg endte hos vagtlægen, som sendte mig videre på hospitalet. Der lå jeg så i næsten et døgn, hvor jeg skiftevis blev holdt fastende og fik lov at drikke (ikke spise, men havde nu heller ikke den store lyst) mens lægerne med nogle timers mellemrum kom og trykkede lige ned i smertehelvede... De syntes dog ikke jeg havde ondt nok - ved ikke lige hvad det var de ikke forstod ved min beskrivelse af smerten som mange gange vesmerter, der bare aldrig stopper... Men jeg var åbenbart ikke en typisk blindtarmspatient. Endelig blev det dog besluttet at operere, og det var vist også på høje tid ifølge lægen. Så nu har jeg 3 fine broderede syninger spredt rundt på maven.
Kom først fra opvågningen sent på aftenen, så blev først udskrevet dagen efter, hvor det tog noget tid at komme hjem midt i snestormen d. 23. dec. Vi havde billetter til samme dag om morgenen til toget for at komme på jule- og nytårsferie hos mine forældre, men den mulighed var jo passeret. Der var totalt udsolgt på alle afgange, og samtidig havde jeg de første dage temmelig ondt, så vi besluttede først at tage afsted et par dage efter juleaften. Jeg fik det hurtigt bedre og jeg havde fået at vide, at jeg måtte gøre alt, så længe det ikke gjorde for ondt, så vi var også ude og nyde det dejlige skiføre i roligt tempo. Alma syntes heldigvis også det var sjovt at stå på ski, hvilket hun ikke var så begejstret for sidste år.
Trods lidt uplanlagte ændringer i programmet har vi haft en skøn jul og nytår. Jeg nåede nogenlunde at få lavet de sidste gaver færdige undervejs samt få taget billeder, så det kommer der indlæg om senere. Vi glippede et enkelt besøg hos en veninde, men det må vi nå næste gang. Nytårsaften kunne vi heldigvis holde en dejlig aften med lækker mad sammen med min veninde med familie som planlagt. Sidste år måtte vi nemlig melde afbud, for der blev vores nytårsplaner også ændret, da jeg også da var akut indlagt lige inden. Min kollega har drillet mig med, at jeg ikke skal gøre det til en tradition. Jeg plejer ikke at have nytårsfortsætter, men tror, jeg vil have et enkelt for det kommende år: "ikke at blive akut indlagt, og slet ikke ved jule/nytårstid!"

Rigtig Godt Nytår!

4 kommentarer:

  1. Øv at få blindtarmsbetændelse midt i juletravlheden. God bedring

    SvarSlet
  2. Jeg har det heldigvis ok nu. Har dog haft enormt ondt lige der hvor blindtarmen sad, så jeg næsten ikke kunne gå. Lægen der fjernede stingene (i petroliumsgrønt "fiskesnøre") sagde at alt føltes fint, og hun mente at det var arvæv der kunne gøre ondt, når jeg begyndte at komme tilbage i normalt tempo.

    SvarSlet
  3. Å øv, men hvor er det godt at der blev gjort noget ved det og hvor er det fantastisk at du tager det med så godt humør.

    Jeg sender mange kærlige men forsigtige kram.

    SvarSlet
  4. Ja, man kan jo lige så godt grine som græde over det! Så slemt er det jo heller ikke, når de første dage efter operationen er overstået.
    -Og tænk, nu skal jeg aldrig mere overveje om det er blindtarmsbetændelse ved mavepine! Har nemlig flere gange tidligere haft enormt ondt i maven, hvor det så gik i sig selv igen, men måske har det været optakten..?

    SvarSlet