søndag den 16. januar 2011

Doven...

Doven og doven... Det er jo ikke fordi jeg ikke har lavet noget, for har luftet støvsugeren og andre nødvendige gøremål. Men har lidt manglet idéer og lyst til at gå igang med noget kreativt, sætte mig ved symaskinen, skrive lidt, tage billeder og redigere. Har dog orkeret lidt snefnug, for når man ikke lige har ídéer til et nyt projekt, kan man jo altid lave nogle af klassikerne. De har det nemlig med at forsvinde fra lageret, så jeg sjældent har noget selv.
I dag skulle vi så til fødselsdag hos svigerinden, og gemalen havde sagt, at jeg skulle ikke tænke på gave, for det skulle han nok ordne. Men i forgårs havde han om aftenen selvfølgelig ikke nogen anelse om hvad han skulle finde på, og hvor var ønskesedlen egentlig henne... Fødselaren ønskede sig diverse køkkengrej m.m. på fællesønskeliste samt sko og forskelligt tøj og sofapuder. Puderne ønskede hun sig også sidste år, men efter en beskrivelse af hvordan hun forestillede sig de skulle se ud, opgav jeg at finde noget egnet stof.
Til vores julehygge med familien så hun de lækre grydelapper jeg fik i den kreative pakkekalender og udbrød straks at det lige var sådan noget stof, hun kunne tænke sig puder i. Lige præcis det stof kunne jeg selvfølgelig ikke skaffe, men gik lidt efter noget, der måske kunne minde bare lidt om det.


Så nødløsningen på gaveindkøbet blev altså to hjemmesyede aflange puder. De tog i sig selv ikke så lang tid at sy med en usynlig lynlås i den ende, som vil være mindst synlig i deres sofa. Da jeg syede den første sammen på den lange led, gik det dog op for mig, at mønsterrapporten lige passede med de 60 cm rundt om puden, og så gik der lidt sport i at få det til at passe perfekt i mønsteret, hvilket krævede et par omsyninger enkelte steder.
Jeg var temmelig spændt på at aflevere gaven, for det er jo altid sådan lidt et sats at give en gave uden mulighed for ombytning. Heldigvis faldt den rigtig godt i smag - også hos svogeren og de to nevøer, hvoraf den mindste af dem fluks snuppede en af puderne til sin seng.

2 kommentarer:

  1. Hvor tjekket. Jeg kan godt forstå de blev glade.

    SvarSlet
  2. Hvor er de blevet flotte. Skønne farver:-) KH Christina.

    SvarSlet