Før jeg gik igang med at sy sommeranorak til Alma og dukken samtidig lovede jeg hende vistnok, at jeg også ville sy en anorak til dukken magen til hendes vinteranorak. Det var godt nok lidt besværligt at sy anorakken i dukkestørrelse med foer og det hele, men man skal jo holde hvad man lover...
Så det løfte fik jeg indfriet for nogle dage siden. Jeg har i udgangpunktet brugt det mønster, jeg lavede til dukkens sommer-anorak, men lavede dog nogle ændringer, da jeg tegnede et rundt bærestykke som på Almas vinter-anorak, og fik derved endnu en lillebitte mønsterdel at holde styr på - dukken er ca. 35 cm lang!
Dukkens anorak er syet i det samme lækre, gyldne bævernylon med bordeaux foer med påtrykte dansende damer som børneanorakken. De fleste detaljer er ens, bortset fra at lynlåsen foroven er velcro, og lynlåsen i siden på børneanorakken er udeladt på dukkeanorakken. Desuden er kraven med den aftagelig hætte blevet reduceret til en påsyet hætte.
Vinterudstyret er blevet fuldendt med en hue og halsedisse syet i det samme stribede stof som Almas. Bukserne samt sko og strømper har Alma derimod ikke magen til, men der var bare lige en rest der passede til er par dukkebukser.
Jeg er blevet helt grebet af at sy små mini-modeller, selvom det tit tager næsten ligeså lang tid som at sy i børnestørrelse - ihvertfald hvis jeg skal udtænke nye mønstre, for har endnu ikke fundet nogen der passer helt, men kan efterhånden hurtigt lave noget udfra grundmodellerne. Dukken har med tiden fået en pæn garderobe i betragning af den kom kun iført ble, bluse og kyse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar