lørdag den 4. december 2010

Højt oppe langt mod nord...

Der hvor Julemanden bor,
og kikker fra sit vinterskjul.
Der står hans kane klar,
til den tur han ta'r,
så det kan bli'e en dejlig jul.

Jeg har fået brev - ikke fra Julemanden - men fra min gaveven i den kreative pakkekalender. Og på brevet var den smukkeste afsendermærkat med isbjørnen og så fine frimærker deriblandt julefrimærker, hvor barnets forventningsfulde ansigt og julehjertet med indflettet Grønlandsflag spejles mod julekuglen. Behøver jeg at fortælle, at jeg er spændt... men jeg har først åbnedag d. 13. dec!
Der er også andre end mig, der er spændte, for Alma stod og trippede, men da jeg så fortalte at jeg først måtte åbne den om mange dage, trak hun bare på skulderen og sagde ok. Gemalen derimod har været henne ved det brev utallige gange, og spurgt om jeg ikke bare kunne åbne kuverten, og han endte med at lægge det helt væk...
Alma er åbenbart ikke så forhippet på det med gaver, for i dag sov hun længe, og var oppe i flere timer inden hun kom i tanke om, at hun da også lige skulle kigge i julestrømpen - eller også var hun nervøs for at julemanden måske havde gjort alvor af  ikke at komme med gaver til uartige børn, for hun var lidt fræk igår...
Dette fine brev fik mig til at tænke på, at min søster og jeg som børn faktisk fik kort fra Julemanden på Grønland, og det endda uden at vi skrev til ham. Vores "reserve"moster (mine bedsteforældres Københavnerdrengs kone) arbejdede i mange år på Grønlands Handel, og så sørgede hun for, at vi fik en hilsen, hvilket vi syntes var helt vildt hyggeligt.

4 kommentarer:

  1. uuuh, jeg ville ikke kunne have holdt til at modtage en gave, som jeg skulle vente med at åbne. Jeg får altid manden til at lægge det langt væk, for ellers går det galt, når nysgerrigheden bliver for stor :-)

    SvarSlet
  2. Spændende hvad de gave gemmer på...
    Med julesangene kommer jeg til at tænke på det år til jul, hvor vores klasse lave julekalnder-kalvakade til julefesten. Der indgik vist også denne sang...

    SvarSlet
  3. Det går - indtil videre - meget godt med at holde fingrene fra gaven, selvom jeg af natur er meget nysgerrig, når jeg får gaver, men måske faktisk endnu mere når jeg er giveren :-)

    Karina - Jeg har lige tjekket i mappen med julenoder, og den var der sammen med selvfølgelig Risengrødssangen, Knirkende sne under medernes hvislende lyd, Vinterbyøster samt de to nævnt i de forrige indlæg. Det må have været i 2.G vi sang julekalendersange med musikholdet, for i 3.G gik vi jo modeshow med designholdene.

    SvarSlet
  4. Sikken dejlig gave den må virkelig være svær at lade ligge. Din skønne ide til et vendespil kommer op i morgen tidlig på Badut. Jeg har svært ved at nå alt det jeg gerne vil nu hjertefesten tager det meste af min tid.

    Mange kærlige hilsner

    SvarSlet