fredag den 30. december 2011

Nissebanden og hjemmelavede julegaver

 Julemåneden er fløjet afsted og jeg har kun fået lavet lidt kreativt bl.a. blev det til 8 nissehuer. Først 4 til os selv, så hele familien samt gæster kan blive ekviperet, for har desuden stadig min gamle nissehue min mor har syet. Klippede huerne så stoffets bredde blev fuldt udnyttet til ialt 4 huer ved at lægge spidsen op mod bunden på den næste, og hveranden mønsterdel har luven den ene vej eller den anden vej - men altså samme vej på hver hue. De blev rigtig lækre i velour, men var træt af at sy i velour, fordi det fnuller og ruller ved alle kanterne, og så drillede faconen på kuglen ved spidsen lidt. Var derfor ikke begejstret da jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne sy nogle til Almas fætre. De kunne ikke finde nogle i rette størrelse, så endte med alligevel at tilbyde det, og det gik også meget hurtigere med anden omgang, og jeg fandt faktisk ud af et par tricks undervejs.


Alma kopierede billederne i en af sine julesangbøger, og laver julehjerte-perleplader. Hun lavede både de klassiske i rød-hvid samt i neonpink/lyserød-hvid i forskellige "flet"variationer. Vi blev enige om at bruge dem som gavemærker med papir limet på den ene side trykt med søstrene Grene-stemplet, som Alma fik i julestrømpen. Undervejs syntes Alma dog det blev lidt kedeligt, så jeg lavede en stor del af dem, og de så fine ud på det røde gavepapir med hvide hjerter/prikker og rustikt hampegarn.
Alma blev sat igang med at lave 3-dimensionelle snekrystaller med inspiration bl.a. herfra. Jeg satte 5 perler på i bunden af indhakket, hvor de to plader mødes, og så lavede hun selv resten. En stor del af hendes tidligere perleplader er nemlig symmetriske med hulmønster, så det var lige noget for hende.
Desuden var hun ret vild med elgen som Jane viste frem, så der blev lavet et par elge til bedsteforældrene, og det var især oplagt til bedstemor efter vores fælles sommerferie til Sverige og Astrid Lindgrens verden, hvor vi også var i elgpark.
 
Lavede kun en hjemmelavet julegave: en mulepose i rød køkkentern med lomme i traktorprint. Den lignede lidt en Massey Ferguson, som mine forældre altid har kørt med - dog i grå uden hus og røde med hus. Havde dog på forhånd en idé om, at min mor allerede havde rigeligt med poser, så den endte med at blive givet videre til min søster, der tidligere har givet udtryk for at hun godt kunne tænke sig en. Posen er syet med franske sømme, og kan vendes ind i lommen ligesom de andre poser jeg har syet, så den ikke fylder særlig meget at have med som ekstra pose.

onsdag den 30. november 2011

Ho, ho, ho... Julemandens hjælper


Vi har heldigvis den lille gavekasse, hvor alle små køb samles i løbet af årets løb, og derfra udvælges kalendergaver. Synes det er  meget nemmere og hyggeligere at købe lidt efterhånden som man finder et godt køb. Gaverne kommer "ham den fede med det hvide skæg" med hver nat til den strikkede julestrømpe, selvom Alma vist er begyndt at sætte spørgsmål ved ham...
Fordelen ved julestrømpen er at barnet ikke er ved at gå til i spænding over alle de pakker man ikke må åbne endnu, samt at man ikke behøver at have alt pakket ind og bestemt fra start. Muligvis bliver nogle af dem lagt tilbage i kassen og erstattet af andre, og så mangler der bl.a. noget kagepyntningshalløj.
Sidste år så kalendergaverne herhjemme sådan her ud.

fredag den 25. november 2011

Efterår og lune bukser


Efteråret synes at være fløjet afsted. Vi har været en del ude og nyder efterårssolstrålerne og de skønne farver, og har haft flere projekter igang. Min computer driller lidt, og den anden er ved at blive opdateret, så det er ikke så nemt at komme online.
 I efterårsferien var vi den første weekend i sommerhus med min mor og hendes veninde. Turen gik til min bedstemors fødeø: halvøen Helnæs, som ligger på SydvestFyn. Vi havde fået lov at låne min mors kusine og mands/deres datters sommerhus, som er et gammelt bindingsværkshus med stråtag, hvor vi ofte kom gennem hele min barndom sammen med min mors onkel og tante. Jeg har ikke været der i en del år, så det var skønt at være tilbage. Naturen er vidunderlig, og vi kunne ikke have været mere heldige med vejret. Lasse fik lappet et par gamle cykler, så tog en lille tur, hvor vi gik en del af vejen, og Alma var ledvogter og åbnede for os. Lørdag aften var vi ude at spise på kroen, hvor min oldemor blev født, og hvor jeg har deltaget i mange familiefester. Ren nostalgi, og så var maden bare helt i topklasse.
Efterfølgende var vi hjemme på familie-gården, og selvom vejret kke var helt ligeså godt, nåede vi en hel del. Hjalp med flere projekter udenfor, og fik også sat gang i en del - plukkede årets sidste hindbær, brombær og lavede massevis af hyben-suppe og -marmelade, hvilket faktisk var Almas idé, for vi har ikke lavet noget med alle de hyben i mange år, men det smager jo lækkert.

 

Inden vi tog afsted nåede jeg lige af få lavet et par bukser færdig til Alma - buksehaderen, som mener hun er grim i bukser. Jeg satsede på, at hvis de fik lidt ekstra udsmykning, ville hun nok acceptere at bruge dem, når vi skulle være ude i længere tid i koldt vejr. Det lykkedes, og hun har siden brugt dem nogenlunde frivilligt, når hun har skullet være udendørs i længere tid - hellere dem evt. med leggings end flyverdragt.
Bukserne i brun bredriflet fløjl tog i sig selv ikke lang tid at sy, da de er uden sidesøm for at forenkle udseendet og gøre applikationen nemmere. Applikationen af selve træet tog derimod en time at sy, for jeg tog tid for sjov skyld, og så talte jeg endda ikke udklipningen eller påstrygningen med eller alle bladene og de tilhørende trådskift. Jeg tog det lidt i etaper, og dermed var det stadig sjovt. Alma var med til at placere bladene, som er sat lidt som en farvecirkel.

søndag den 9. oktober 2011

Arbejdshjørne


I løbet at sommeren har jeg omarrangeret og skabt opbevaringplads til lidt kreasmåting i tilknytning til min arbejdshjørne. Bordet er et gammelt malet Ikea-bord, der nu er blevet slået ud til fuld størrelse, så der er plads til symaskine og overlocker og samtidig er der ledig plads tilovers til computer eller andet arbejde. Kanten på bordet har fået en stribe med noget målebåndstape fra Tiger, og det er praktisk under arbejdet, samtidig med at Alma også lige kan øve sig i at tælle... Hjørnet er indrettet næsten lige ved siden at vores spisebord, så jeg kan bare lige dreje rundt og klippe stof ud eller lægge ting fra mig. Synes det er hyggeligt at kunne være sammen med familien, mens man er igang med hver sine ting.
Tidligt på sommeren fandt jeg en gammel krydderihylde i fyrretræ, som var lidt ramponeret med forskellige huller og mærker. Faconen var fin, men jeg skulle lige tage mig sammen til at komme i gang med at udrette skaderne og alle male-processerne, så den fik lov at stå et stykke tid. Der var en del huller der skulle udspartles bl.a var profilen på hylderne beskadiget, og desuden var der polyfylla klattet forskellige steder, som skulle slibes af. Alle knaster fik et par gange med Shell-lak, for klog af skade ved jeg, at det er vigtig at dække dem, da de ellers vil farve malingen og i værste fald boble op i malingen. Efterfølgende fik den grunder og 2 gange maling. Den blev hvid, for det havde jeg på lager, og det er egentlig også helt fint som rolig base for alle farverne.
Sættekassen malede jeg sammen med den anden sættekasse jeg lavede til Alma sidste efterår. Jeg har ikke helt kunne bestemme mig til at jeg ville have papir i rummene, så indtil videre er der blot lidt løse stykker i et par rum, og sådan får den bare lov at være for nu, for har en lidt anden plan med den. Tingene på hylderne skifter lidt, og da billedet blev taget, var der ikke så mange ting som der oftest er.
Det er rigtig dejligt at have fået lidt opbevaring ved arbejdspladsen, da mit stof og andre krea-ting opbevares forskellige andre steder, hvor der lige er plads. Jeg overvejer at rulle mine fine bånd op, så de kan stå på hylden, og jeg derved kunne blive bedre til at bruge dem.

søndag den 18. september 2011

Orange - Brun

Orange er ikke den farve vi har allermest af, selvom jeg egentlig godt kan lide farven, for orange har på en gang noget varmt og lyst over sig. Efter min lille fototur kom jeg dog også i tanke om flere orange ting i hjemmet bl.a den fine skærm på vores glaslampe, som kan ses i det grønne indlæg, og forøvrigt er katten lys orange - med neon-orange halsbånd.

Orange klokkespil købt for mine sammensparede fødselsdagspenge i de tidlige skoleår hvor jeg spillede klokkespil i skolens orkester. Orange stoffer, Almas penalhus, kjole med orange detaljer, orange puslespil og påklædningsdukke bagved.

Brun har vi nok endnu mindre af. Jeg kan egentlig godt lide en varm brun med et lille snert af noget rødligt, og har da også forskellige brune mønstre stoffer i samlingen og så selvfølgelig brun fløjl. Men det meste brune hos os er alligevel af træ eller læder.

Min violin, FLY-sko, stoppe-svamp fra min bedstemor som jeg har lokket fra min mor fordi den virkelig er god når man reparerer uldstrømper (og min mor brugte den alligevel ikke...) smørboks også fra min bedstemor, låg på dåser fra chokolade-vafler, som er beklædt med nyt papir og nu indeholder Almas forskellige perler.

fredag den 16. september 2011

Lilla som ...

Lilla elsker jeg i stort set alle nuancer, og sådan har det været siden barn - ærgeligt at der ikke lige findes et vers om "se min kjole, den er lilla som ? Der er ellers nok af gode ting at vælge mellem: hyldebær, brombær, blommer... Har ret mange lilla ting: køkkengrej, lilla tøj til Alma, mig og endda et lilla slips hos Lasse (han har selv valgt det) så dette er kun et dovent udvalg... 

 Lilla sytilbehør, lilla stof som nok udgår den største mængde i samlingen, lækker trøje til Alma strikket af bedste, lidt af de lilla tøj
-----------------
Glasfad med bobler fået i studentergave af fantastisk gode venner af min familie, dukkesengetøj fra min barndom med sommerfugletryk, hullahop-ring, kæmpetallerkner som er perfekte til gæstebud med mange småretter (og mange gæster synes det er fedt med en lidt sjov farve istedet for hvide)

Blå som havet

Blå foretrækker jeg mest når det toner over mod turkist eller lilla eller evt en mere støvet blå - bryder mig slet ikke om klar koboltblå

 maleri arvet fra min bedstemor som afbilleder tangen Langøre over mod hendes barndomsø Helnæs hvor vi også har holdt mange skønne ferier med den store skønne familie.
Potteskjuler med noder til musikeren fået i gave fra min søster, lampe og skærm fra Rie Elise Larsen, udvalg af de mange blå bøger fra reolen
 glaskande fra IKEA, Bobles-elefant, tallerkner fra mine bedsteforældre, skønne små glas fået i bryllupsgave af Lasses forældre.
Blå stoffer i samlingen, blåt papir, blå stjerne blandt Almas perleplader, bokse fra Rie Elise Larsen

onsdag den 14. september 2011

Grøn som græsset

Grøn er håbets farve, og jeg har altid været glad for farven. Synes grøn har så mange forskellige nuancer og farvetoner fra gulgrønt - armygrøn - sportsgrøn - turkisgrøn, og er faktisk glad for dem alle.
---------------
 Rimeligt nyt billede fra Alma, som er en kombination af vandfarver og farve/olie-kridt, og som jeg benyttede lejligheden til at sætte i en ramme istedet for en reproduktion, selvom kunstneren ikke var helt tilfreds med at bl.a. et flag forsvandt bag passe partout'en... Er vild med at hun intuitivt bruger komplimentærfarver. Perleplade lavet af Alma med kombination af almindelige perler og favoritten gennemsigtige glitterperler, hvilket ser super godt ud i vinduet - elsker farvestrålende børnekunst
Lækker gennemsigtig badebold, Brio tog med genbrugstog og -tunnel som siger sjove lyde
---------------
Køkkenknive med beskyttelse perfekte til at have med på ferie, guf til katten
 Frø på magnetklemme på køleskabet, forskelligt køkkengrej
---------------
Glaslampefod fået i bryllupsgave og vase lavet af genbrugsglas, hjemmesyede puder
 Række af grønne mapper fyldt med kreative ideer og opskrifter samt vigtige dokumenter og de bedste af studie-notaterne, grønne kasser til at holde styr på den begrænsede DVDbeholdning.
---------------
Grønne mønstrede stoffer fra samlingen, forskellige grønne knapper
 Grønt papir, Grøn tapedispenser som trænger til tape efter Alma har brugt det sidste
--------------
Turkisgrøn Irmadåse, vase og brocher fra Thora Finnsdottir og lille fad med metalkant fra min bedstemor.
Hans Scherfig-billede "familie" købt da jeg ventede Alma, pude på højstolen syet af tekstilvoksdug købt i stormagasinet Printemps til forskønnelse af mit grimme kollegieværelse, da jeg studerede i Paris.

tirsdag den 13. september 2011

Gul som solen

Gul bliver jeg efterhånden mere og mere glad for, og det er jo en farve der nærmest stråler i sig selv.
Fandt da en del - mest i børneafdelingen...

Gul boble Alma fik efter eget valg, da hun smed sutten, lidt gult briotog, T-shirt fra årets sommerbesøg i Astrid Lindgrens verden og andet gult tøj bl.a. lækker gul kjole med fine lilla hunde, gul smiley rygsæk, gul luft-underlag med målebånd som Alma bruger på vores cykelferier og vi alle bruger på ture
----------------------
Gule bøger og spil, gul skildpadde-pude syet af kusinen som gave til Alma, sengetøj syet i Gaia og co-stof, gult stof fra samlingen, sart gule kopper og skåle  

Rød som rosen

Springer også lige med på farvelegen som er startet af 3. sal til Højre
Jeg har egentlig aldrig været særlig glad for rød - ihvertfald ikke helt klar postkasserød. Alligevel er det jo en farve, man nærmest ikke kan komme udenom, og slet ikke når man har børn, hvor farven er rigt repræsenteret i legetøj og beklædning. Min forhold til rødt er da også blevet bedre med tiden, men det er ikke en farve jeg køber tøj til mig selv i - har dog er par bordeauxrøde sko...  



Hukit-stole, skaffet af farfar ad 2 omgange, hvorfor han ikke tænkte over at de havde forskellig højde, men det gør ikke noget, da de normalt bruges i hver sit rum, og så er der til enhver højde. 
Rødt stof i samlingen, bordeauxrød "copycat" sækkestol, lidt af de mange røde bogrygge i reolen, rødt papir.
-------------------
Massey Ferguson fået i julegave af bedstemor og bedstefar, fordi det altid har været deres mærke og nogenlunde er den model Alma får ture i under besøg - glemte helt hendes røde traktor-kasket...
Den klassiske røde dukkevogn, som katten frivillig er hoppet op i.
Røde gummirøjsere som er lidt for store endnu, forskellige røde T-shirts, røde kjoler og selebukser



søndag den 11. september 2011

Papir-patchwork-lampe


Jeg har længe gået med en idé til en lampe, for vi manglede en ny loftslampe til Almas værelse, som ikke nødvendigvis behøvede give så meget lys. Mener at have set en lignende hos Ikea, men kan ikke finde den i deres nuværende sortiment. Blev ekstra inspireret til at komme igang, da jeg så  Lis (Karlssons) papir-patchwork til en 3-dimensionel uro.


Udgangspunktet er taget i en patchwork-bold med 12 5-kanter, men i lampen et der tegnet en cirkel rundt om 5-kanten. Ved alle siderne på 5-kanten er der skåret halvvejs igennem, så 5-kanterne kan føjes ind i hinanden. Da papiret ikke er så tykt, har jeg limet et ekstra lag bagpå både for at forstærke og for at bagsiden skulle være pæn på det synlige stykke fra 5-kanten og ud til cirklen. For ikke at tage for meget lys, lavede jeg bagsiden som en cirkel i kanten. 
Laver gerne en gør-det-selv-guide med billeder trin for trin, hvis der er interesse.



Alma sad ved siden af mig, mens jeg klippede og klistrede, og var også selv i sving. Hun er meget begejstret for lampen, og synes den er så fin, så fin, og så er det jo hele arbejdet værd.
Har fået lyst til mere papir-nusseri, og der er jo masser af fin inspiration rundt omkring, og nogle af resterne kan måske blive til en uro/guirlande ved lampen som Helles (Loppe-shoppe) cirkler

søndag den 28. august 2011

Håndlavede gaver fra sommertiden


I løbet af sommeren har jeg til nogle af fødselsdagene selv lavet gaverne.
For flere år siden orkede jeg bogstaver til en uro til min niece Camilla. Jeg fandt bare selv på et mønsteret, og fik desværre ikke skrevet det op, inden jeg aflevede gaven. Har flere gange tænkt, at jeg ville lave en lignende uro til lillesøsteren, men er ved besøg hos dem blevet ved med at glemme at få tegnet mønsteret af. Nu besluttede jeg dog, at jeg bare måtte lave et nyt mønster, så Maria også kunne få en uro. Selve uroen er lavet af snoet ståltråd. Bogstaverne er orkeret af tyndt DMC-garn i en lysegrønt og en changerende farve. Ville gerne have lavet dem i stærkere farver, for min beholdning er lidt i bund, og de steder hvor jeg tidligere handlede findes ikke mere, så finder forhåbentlig nye forhandlere... Hun blev glad for gaven, og ifølge min søster udbrød hun begejstret, at det jo var en magen til Camillas!
Da jeg i vinters syede pudebetræk til fødselsdagsgave til svigerinden, meddelte svigermor samtidig at sådan nogle ville hun også gerne have til sin fødselsdag - bare i hendes stil... Øh, ja, endte med at insisterer på at Lasse skulle være med på at vælge, hvad der kunne være hendes/deres stil. Endte med det stribede stof i dussede farver uden at være for romantisk. Vi besluttede at lave dem, så striberne gik forskellig vej på de 2 puder, og så kunne hun selv bestemme om de skulle være sådan eller om den ene evt. skulle laves om så begge puder havde striberne den ene eller anden vej - puderne er 30x60, så betrækket kunne nemt pilles op og syes modsatte vej. Hun valgte at beholde dem som de var, og var vist glad for dem.

mandag den 22. august 2011

2 måneder - masser af sommerhygge

Sommer fuld af sol, regn og omskifteligt vejr krydret med masser af hyggelige oplevelser og kreative projekter, og pludselig var der lige gået 2 måneder siden sidste blogindlæg. Har i flere perioder været uden netadgang, og det er skønt af og til at trække stikket ud og ikke være så afhængig af at tjekke mail m.m. 

Har været hjemme på slægtsgården et par gange i længere tid. Den første gang sammen med nevøen og niecerne. Synes det er helt meditativt at sidde med hovedet inde i bærbuskene, og børnene ville gerne hjælpe - lige indtil jeg kom til at nævne, at alle de snegle vi pillede fra jo kunne lave sneglevæddeløb, for så var alle 4 børn helt optaget af at heppe på snegle.
Anden gang havde vi nogle dage der, før og efter vi sammen med min mor og hendes veninde tog på ferie til Småland, hvor vi så naturparker med bl.a elge og traner, og afsluttede turen med 2 dage i Astrid Lindgrens verden, hvor vi boede på Pippis sommerhotel. Har også lokket et fint grønt-blomstret vintage-sengetøj fra min mor, samt dykket ned i hendes samling af Bo Bedre fra 60-erne - og glemte at tage billeder...  
Sommeren har også været brugt på at lave forskellige fødselsdagsgaver samt andre kreative udfoldelser, så vender snart tilbage! 

onsdag den 22. juni 2011

Pinsehvid kjole


Fredag før pinse var vi på tur, hvor vi så en flok børn klædt i hvidt/lyst tøj i anledning af pinsen for at symbolisere duen/helligåndens komme. Alma var lidt betaget af de hvide kjoler, så jeg spurgte om hun også gerne ville have en. Som 1-årig havde hun en fin hvid kjole, vi havde fået i barselsgave, men siden da har hun ikke haft noget helt hvidt tøj, for jeg synes det er alt for sart. Tænkte dog, at en enkel hvid kjole til specielle anledninger ville være fint. Har derfor heller ikke så meget hvidt stof på lager, og kunne ikke nå at få købt noget, men fandt dette mellemkraftige hvide bomuld med indvævede striber og tern.
Jeg tegnede en model med lige bærestykke, firkantet udskæring og læg, som understegede det lige linier i stoffet, og på bærestykket er stoffet vendt så linierne går vandret modsat underdelens lodrette linier. Jeg syer oftest bærestykket dobbelt, da det synes det giver finene afslutninger end skråbånd eller belægning og samtidig stiver lidt af. Desuden giver det mulighed for at vendesy skørtet fast inde mellem de to lag stof i bærestykket, så der ingen synlige sømme er. Det er naturligvis lidt besværligt at sy det på den måde, men jeg er altså temmelig perfektionitisk og elsker den slags lækre detaljer. 
Der var også klippet til et par korte ærmer, som skulle have haft et læg foroven og forneden, men da Alma prøvede den delvist færdige kjole med rå kanter i ærmegabet, mente hun at kjolen var fin netop sådan, og det måtte jeg give hende ret i! Så den fik blot vendesyet ærmegabene og det sidste stykke blev syet sammen i hånden. Så var hun klar til at drage til fødselsdag hos sin fætter i pinsehvid kjole med en enkel smalstribet hvid/gul t-shirt under. -Og hvid kjole får pletter, og der var en enkelt græsplet, som ikke gik af i vask, så den må lige få en dosis tandpasta. Hvis det ikke hjælper, kan de ubrugte ærmer blive til lommer, for det har kjolen ikke - endnu, men jeg kan nu også meget godt lide kjolens helt enkle udtryk, selvom jeg normalt foretrækker tøj med lommer.

Kreativ kat


Der er en lille fyr herhjemme som nyder at holde mig ved selskab. Når jeg ikke holder øje, skynder han sig at smide sig i de fremlagte stoffer. -Og hvis man nu tager sig en lur eller ser ud som om, er der nok ingen der nænner at skubbe en væk... Han vil nu også gerne deltage i meget vågen tilstand, og han tror bestemt at målebåndet er en legesnor og blyanten der tegner derudaf kan man da også lige angribe... Den slags kan man heldigvis oftest være forberedt på. Derimod ligger han sig nogle gange bag symaskinen og sover rævesøvn, og når min hånd så af og til kommer om bagved, kommer der som lyn fra en klar himmel en pote farende med kløer klar til angreb. Argh, det er jo bare ikke sjovt, og han indkasserer da også nogle slag over poten tilbage. Han er jo stadig bare en stor killing på knapt 1 år, men jeg ved ikke om han nogensinde lærer den slags, for han virker ikke nær så klog som vores gamle kat - nærmere lidt Brian-type, der går og skriger højt for at blive hørt. Men sød - og uskyldig - ser han jo ud når han ligger der i stoffet og slænger sig (billedet i tyllen er fra da han var ca. et halvt år)

onsdag den 8. juni 2011

Travlhed = stilhed

Ikke sådan stressende travlhed - bare livet der leves, så der ikke har været så meget tid foran computeren.
-Og det er jo egentlig ok, når vejret er skønt og tiden går med dejligt samvær med familie og venner samt hyggelig cykelferie med barnedåb undervejs og desuden kreative gøremål.
Her allerførst de gaver vi havde med til det lille dåbsbarn.


Forældrene ønskede sig en sengelomme til tremmesengen. Jeg har prøvet at udforme den så fleksibel som muligt, så den også kan bruges til andet end tremmesengen. Selvom det var til en dreng, har jeg alligevel brugt hele regnbuens farver, så der er mulighed for at tale om alle farverne samt forskellige geometriske former. Den grønne og den orange lomme er syet i kasseform, så der er plads til bøger. Bagsiden har et tyndt lag pladevat, og der er quiltet på tværs rundt om lommerne. Den består at to lige store sider, som kan samles til en firkant, eller hænges i forlængelse af hinanden eller med bagsiden mod hinanden på tremmesengen. Foroven er der stropper af velcro med den bløde side på forsiden og den hårde side på bagsiden, så de kan rulles rundt om f.eks. tremmesengen. Forneden på bagsiden er der påsyet velcro - hver bane med 4 stykker skiftevis blød og hård side og modsat for hver bane, så de kan hænge sammen med bagsiden mod hinanden samt stropperne foroven kan sættes fast bagpå. 


Helt specifikt havde de ønsket sig en mulepose/rygsæk i stil med dem jeg lavede til hans storesøster og storebror for 1½ år siden til jul. Dem syede jeg i lysegrønt køkkentern med lomme i forskelligt mønsteret stof og navn broderet på indersiden foroven, og heldigvis havde jeg mere af den samme køkkentern, så han kunne få en pose magen til sine søskende med forskellige lommer, så det stadig er nemt at kende forskel.
Tror nok at gaverne faldt i god smag hos forældrene, og så kan man jo bare håbe at den lille fyr får glæde af dem.

lørdag den 14. maj 2011

Dukkehus #1


I påskeferien gik jeg sammen med Alma igang med at renovere familiens gamle dukkehus. Det er lidt en balancegang mellem at sætte i stand og samtidig bevare det oprindelig, og derfor går vi langsomt og forsigtigt til værks. Alma hjalp med at fjerne gammelt løst tapet, hvilket var lidt af en rejse tilbage i forskellige stilarter. Derefter malede jeg enkelte steder samt tapetserede, hvilket var noget af en udfordring rundt om de små døre og vinduer og samtidig skulle mønsteret passe sammen på de til tider skæve vægge.
Min mor havde haft et dukkehus som blev snedkereret til hende, selvom hun aldrig var særlig interesseret i dukker som barn. Senere blev det givet til andre børn, som det ofte sker når børn vokser fra deres legetøj.
Dette dukkehus tilhørte oprindeligt min fars kusine, og det er sandsynligvis fra midt i 30’erne. Senere fik min fars søstre det, og derefter har en del af mine kusiner (og fætre?) leget med det. Min søster og jeg er de yngste i den flok, og efterfølgende blev det stående hjemme hos mine forældre, hvor mine niecer har leget lidt med det på ferier. Alma er også meget begejstret for det lille dukkehjem og derfor var det oplagt at sætte det lidt i stand.


Oprindeligt bestod dukkehuset kun af de tre nederste rum, og det var rødmalet udvendigt og uden tag. Da vi fik det, byggede min mor overetagen på samt altan/veranda med spiraltrappe. Hun tapetserede taget med tagstens-tapet og dukkehuset med murstens-tapet. Desuden fik hun min bedstefar til at lave gavlen med hjerterne og ”dukkebo” med sin løvsaven.
Der fulgte ganske få møbler med huset deriblandt er et par senge, et køkkenbord med vask, et køleskab i metal med påtrykte madvarer samt et par fade og en støvleknægt.
Min bedstefar lavede derfor også borde, bænke, stole, senge og vugge til dukkehjemmet. Han havde ikke savet med løvsav siden han var barn, men han blev så begejstret for det, så han efterfølgende fortsatte og producerede ufattelig mange ting. Min mor lavede desuden en lille pejs med murstenstapetet, og de små afsvedne træstykker inde i pejsen kan oplyses af en lille pære.
Min søster og jeg fik også forskellige møbler i gave, men disse møbler er i størrelse 1:16, hvilket ikke passer til dukkehuset i størrelsesforhold, da dette er ca. 1:12 - hvis man ser bort fra de mærkeligt lave døråbninger. Lidt ærgerligt for blandt disse møbler er to røde svane-stole, som ser helt malplacerede ud i huset.

 

Blandt de møbler der er for små er også et lyserødt badeværelsesmøblement, som dog bliver i huset indtil videre, og så står et nyt på ønskesedlen. Køleskabet bliver selvfølgelig i dukkehuset. Det har desværre en del rustpletter som ikke kan fjernes uden at skade malingen, og mens vi har haft det, har det aldrig haft håndtag. Køkkenbordet er i temmelig dårlig stand og har mange små søm strittende ud, så det bliver erstattet.
Det er planen at en del af de små træmøbler skal males i nogle fine farver, da nogle af dem er lidt mærkede af tidens tand. De skal pyntes lidt med hynder og puder i fine farver og mønstre. Dynerne og puderne med de små brune blomster bliver, for dem syede min mor af en rest fra nogle lamper, mine forældre havde i soveværelset. De gardiner min mor havde lavet til dukkehuset i min barndom var af noget ret tykt stof, og hun havde også lavet gardinkapper. Dem gemmer jeg væk, og laver nogle mere lette gardinerne, så man bedre kan se de små vinduer.
Der mangler desuden lidt elektriker-arbejde, så der atter kan komme lys i dukkehjemmet. Jeg fjernede nemlig alle ledninger m.m. før jeg tapetserede, da de fleste af dem hang løst. Desuden vil jeg lave nogle papirslampeskærme, for der kommer vist til at mangle lidt lamper.
Endelig skal der dukker i det lille hjem. Der er nogle dukker fra min barndom, men de har påmalet ansigter, som er lidt tværet ud, og desuden er de nærmest børnestørrelse alle sammen.


-Og så ikke et ord om at Blogger slettede mit oprindelige indlæg... øv

mandag den 9. maj 2011

"Hvad er en mor"

Hjemme på slægtsgården er det er kæmpestort uudnyttet loft, hvor der er plads til mange spændende sager til dels fra tidligere tider samt legetøj og skolebøger fra min søsters og min barndom. Af og til tager jeg en stak gamle skolebøger og skimmer igennem. Det meste ryger ud, men jeg gemmer lidt repræsentativt fra forskellige årgange, og især sjove stile, tegninger m.m. Der har også været flere små aviser, som blev lavet i børnehaveklassen (0. kl) , og jeg kan huske vi bl.a. blev spurgt, hvad vi ville være når vi blev voksne.
"Hvad er en mor" blev vi også spurgt om.  De fleste svar er næsten ens ved at hun er sød, passer børn og gør rent (har desværre ikke kunnet finde en med "hvad er en far") Så er der svaret "det er en der engang imellem er en sur en" som naturligvis er givet af klassens rebelske pige, der var den yndigste pige med lyse rottehaler og artigt blik (på skolebillederne... Ej, pjat for hun var en af mine bedste veninder, men fræk det var hun)


"En man kan lære noget af" har jeg svaret. Mit svar skiller sig ud fra de fleste andres svar, og det skyldes nok, at min mor også skiller sig ud fra de fleste andre mødre eller kvinder generelt. Jeg kender ihvertfald ikke så mange kvinder, der kører mejetærsker, svejser m.m. Svaret passer stadig meget godt på det forhold, jeg har til min mor. Jeg bruger hende tit som sparringspartner, når jeg går og overvejer et projekt, eller måske lige skal have hendes hjælp til noget.  Som barn sagde jeg tit "min mor kan ikke strikke, men så kan hun så meget andet" Hun har faktisk strikket lidt som barn, men ellers kan hun virkelig mange ting.
Hun syede rigtig meget af vores tøj som børn, og jeg gav hende ofte store prøvelser, for jeg havde allerede som barn en tosset fantasi, og ville have ting som ingen andre havde. F.eks et par bukser, hvor det ene ben var ensfarvet pink og det andet havde hvidt gitter-mønster påtrykt. Desuden en gymnastik dragt med leggings, hvor en stribe snoede sig flere gange rundt om kroppen - al respekt for at hun lavede det mønster selv og syede dragten, for den slags stof er jo enormt besværligt.
Min mor er dog ikke sådan en traditionel (krea)kvinde, for hendes foretrukne arbejdsområde er nok udenfor med at hugge figurer i sten og især værkstedet med min tipoldefars høvlebænk og adskillige mere moderne maskiner. Her hamrer, saver og svejser hun, når hun lige har fået en idé. Hvis hun kommer på besøg hos venner og familie, står hun ikke af vejen for lige at fikse vandhanen der drypper, døren der binder m.m. og når hun ikke er i nærheden er hun altid klar med et godt råd og hjælp over telefonen.
I mange år var hun med i idrætsbestyrelsen i byen, og har i sin fritid lavet utroligt mange ting til hallen, foreningens byfest med tombola m.m. Da jeg var ca. 8-10 år blev der indstiftet en pris "årets M/K, og jeg kan huske at der blev fortalt at denne person ikke var som så mange andre osv, og der gik ikke mange sekunder, før jeg vidste det var min mor- kan huske at mit hjerte pumpede løs, fordi jeg var så spændt over at hun skulle have prisen.
Det skinner vist ret tydeligt igennem, at udover jeg stadig synes jeg kan lære en masse af min mor, så var og er jeg også meget stolt af hende - både over hendes måde at være på og hendes hjælpsomhed samt hendes evne indenfor så mange forskellige ting uden egentlig at have lært noget af det - totalt  autodidakt.

søndag den 8. maj 2011

Forlænget påskeferie


Altså ikke helt til nu, selvom jeg stadig har været lidt i ferie-stemning denne uge og ikke haft den vilde lyst til at holde mig mere end højst nødvendigt ved computeren - deraf manglende indlæg, selvom der egentlig er nok at skrive og vise frem.
Vi holdt ikke fri i ugen op til påske, men tog istedet dagene efter påske. Fra langfredag til søndagen i ugen efter var vi hjemme på min families slægtsgård. Vejret var jo helt vidunderligt med solskin fra en klar blå himmel og varme temperaturer hver dag, så vi var ude det meste af tiden. Nogle af dagene gik med samvær med familie og venner, og min mors fødselsdag -Og en masse dage gik med at hygge derhjemme. Gården ligger i en lille "by" med ialt 5 gårde og et hus, så selvom man er på landet er naboerne ikke så langt væk.


Min mor har altid flere projekter i gang, og hun havde planlagt en del, hun gerne ville have hjælp til. Lasse gravede og var med på flere projekter. Alma hyggede sig også med jord og vand og var meget optaget af at lave chokoladekage, tomatsuppe m.m. Hun hyggede også med at hjælpe lidt til med mit planlagte påskeprojekt, som var at renovere vores gamle dukkehus - meget mere om det senere...
Det skønne, varme solskinsvejr betød også at køkkenhaven allerede bød på lækkerier, og vi har smovset løs i asparges fra det store bed, som mine bedsteforældre plantede for mange år siden, og hvorfra der bliver sat nye skud fra til venner. Mums.
Dejlige dage med hyggeligt samvær, varmt solskin, sjove projekter og afslappet påklædning - elsker mine gamle røde træsko...

onsdag den 20. april 2011

Påskeæg - Vintergæk og sommernar


Vi har fået lavet flere påskeæg, hvoraf de fleste er i serviet-decoupage - 2 af dem lavede vi for nogle uger siden under et besøg hos Lasses forældre; jeg lavede den med Linea-blomsten, fordi Almas andet fornavn er Linea, og Lasse lavede (med lidt hjælp) den med smølferne, for der et par herhjemme, der er ret så fjollede med smølferne... Den med kokeshi-dukken lavede jeg, mens Alma og hendes veninde malede påskeæg, og da deres æg var tørre, fik de også en omgang limlak. Lakken får ganske vist vandfarverne til at flyde ud, men jeg synes egentlig ikke det gør noget, og så er ægget meget mere holdbart.

Alma har desuden været flittig (med lidt hjælp) til at klippe gækkebreve og særligt heldige fik endda lidt hjemmelavede karameller med tegninger uden på papiret. Jeg kunne nemlig ikke finde cellofanen, og blev også lidt i tvivl, om den var egnet til madvarer. Med lidt held - og dårlige gætteri hos modtagerne - udløser de fleste af gækkebrevene påskeæg...


lørdag den 16. april 2011

Mmm... Margrethe


I et godt stykke tid har vi kigget lidt på nye røreskåle. Det var et krav, at der skulle være låg til, og chefkokken herhjemme - dvs. manden - ville egentlig helst have dem i glas eller stål. Det blev det dog ikke til, eftersom vi ikke rigtig kunne finde nogle vi var tilfredse med. Vi har allerede nogle glasskåle med låg fra Bodum som vi er glade for, men de findes kun i en ret lille udgave samt to temmelig store skåle, og vi ville rigtig gerne have nogle midt i mellem. Vi har heller ikke fundet nogle i stål, for det viste sig at Margrethe-skålene i stål ikke kan bruge lågene.
Derimod endte vi med en farvestrålende regnbuesymfoni af Margrethe-skålene. Jeg havde først kig på nogle tilbud om flere forskellige str. i samme farve, men fandt så ud af, at de desuden var på tilbud i Føtex, og så var det for fristende at få dem i regnbuefarver. Vi mangler dog lige en 2-liters i hindbærrød mellem den lilla og røde, men den var ikke på tilbud, så den står på ønskelisten... Tænk så mange skåle, men de bliver alle flittigt brugt.
Fandt også nogle fine urteknive i matchende farver hos Søstrene Grene, og tidligere på året købte jeg samme sted de lange plastskeer. Lækkert med lidt friske farver til madlavningen, og Alma har allerede erklæret at dem i pink og lilla er hendes.

torsdag den 14. april 2011

Quuaaark...



I søndags var vi på en dejlig cykeltur i det skønne forårsvejr, hvor vi holdt små hyggelige pauser for at spise den medbragte frokost, lege tagfat og gemme samt fiske lidt med net og kigge på dyrelivet i vandet. 
Nogle større børn indfangede den her friske fyr, og da de satte den på græsset lige ned til vandet, sprang den hurtigt i vandet, men havde bestemt ikke travlt med at komme videre... Den svømmede og dykkede lidt, og adskillige gange lagde den sig rigtig til rette enten midt i vandet eller ved bredden. Jeg er normalt ikke vild med frøer, men den her lille fotogene fyr, kunne jeg simpelthen ikke stå for.  


På det øverste billede havde den sekundet før haft benene helt oppe ved vandspejlet ligesom resten af kroppen, men det fotoøjeblik blev desværre afbrudt, da jeg lige måtte undvige et lidt vildfaret fiskenet delvist fyldt af vand og diverse. Synes nu nærmest at den lille kække frø smiler til mig, og det var virkelig fascinerende at se den være fuldstændig uanfægtet af at blive overbegloet. -Og så sjovt at se den svømme brystsvømning og crawle, og senere lå den længere ude i vandet og kvækkede Uumbaa, uumbaa, uumbaa...


Da den lå ved bredden og kiggede op til mig, satte jeg mig på hug for bedre at kunne fotografere, og så sagde Lasse: "Pas på den ikke hopper op på dig. Det kan være det er en frøprins" Jeg er nu godt gift, og jeg skulle under alle omstændigheder ikke nyde noget af at få en frø til at hoppe på mig  - så sød var den dog ikke!
Men jeg kom til at tænke på den lille frøprins, jeg syede for snart 3 år siden som barselsgave til nevøen. Hans far har haft en dille med at kalde sig selv for "Kongen", og så lå det jo lige for med en lille frøprins. Stoffet er totalt genbrug, for kronen er syet af rester fra min Lancier-kjole i gymnasiet, og den kan tages af og på ved hjælp af velcro. Selve frøen er syet af et par meget elskede og virkelig bløde fløjlsbukser, der havde udtjent livet som bukser (farven er mere frisk grøn i virkeligheden) Har stadig godbidder fra de bukser, så får hel lyst til at sy et par frøer mere...
Bør dog også få syet nogle bukser til pigebarnet, som virkelig skyder i vejret, og er vokset ud af næsten alle bukser - hun har så heller ikke så mange, fordi hun helst ikke vil gå i bukser, men nogle gange er det bare det mest praktiske.