onsdag den 22. juni 2011

Pinsehvid kjole


Fredag før pinse var vi på tur, hvor vi så en flok børn klædt i hvidt/lyst tøj i anledning af pinsen for at symbolisere duen/helligåndens komme. Alma var lidt betaget af de hvide kjoler, så jeg spurgte om hun også gerne ville have en. Som 1-årig havde hun en fin hvid kjole, vi havde fået i barselsgave, men siden da har hun ikke haft noget helt hvidt tøj, for jeg synes det er alt for sart. Tænkte dog, at en enkel hvid kjole til specielle anledninger ville være fint. Har derfor heller ikke så meget hvidt stof på lager, og kunne ikke nå at få købt noget, men fandt dette mellemkraftige hvide bomuld med indvævede striber og tern.
Jeg tegnede en model med lige bærestykke, firkantet udskæring og læg, som understegede det lige linier i stoffet, og på bærestykket er stoffet vendt så linierne går vandret modsat underdelens lodrette linier. Jeg syer oftest bærestykket dobbelt, da det synes det giver finene afslutninger end skråbånd eller belægning og samtidig stiver lidt af. Desuden giver det mulighed for at vendesy skørtet fast inde mellem de to lag stof i bærestykket, så der ingen synlige sømme er. Det er naturligvis lidt besværligt at sy det på den måde, men jeg er altså temmelig perfektionitisk og elsker den slags lækre detaljer. 
Der var også klippet til et par korte ærmer, som skulle have haft et læg foroven og forneden, men da Alma prøvede den delvist færdige kjole med rå kanter i ærmegabet, mente hun at kjolen var fin netop sådan, og det måtte jeg give hende ret i! Så den fik blot vendesyet ærmegabene og det sidste stykke blev syet sammen i hånden. Så var hun klar til at drage til fødselsdag hos sin fætter i pinsehvid kjole med en enkel smalstribet hvid/gul t-shirt under. -Og hvid kjole får pletter, og der var en enkelt græsplet, som ikke gik af i vask, så den må lige få en dosis tandpasta. Hvis det ikke hjælper, kan de ubrugte ærmer blive til lommer, for det har kjolen ikke - endnu, men jeg kan nu også meget godt lide kjolens helt enkle udtryk, selvom jeg normalt foretrækker tøj med lommer.

Kreativ kat


Der er en lille fyr herhjemme som nyder at holde mig ved selskab. Når jeg ikke holder øje, skynder han sig at smide sig i de fremlagte stoffer. -Og hvis man nu tager sig en lur eller ser ud som om, er der nok ingen der nænner at skubbe en væk... Han vil nu også gerne deltage i meget vågen tilstand, og han tror bestemt at målebåndet er en legesnor og blyanten der tegner derudaf kan man da også lige angribe... Den slags kan man heldigvis oftest være forberedt på. Derimod ligger han sig nogle gange bag symaskinen og sover rævesøvn, og når min hånd så af og til kommer om bagved, kommer der som lyn fra en klar himmel en pote farende med kløer klar til angreb. Argh, det er jo bare ikke sjovt, og han indkasserer da også nogle slag over poten tilbage. Han er jo stadig bare en stor killing på knapt 1 år, men jeg ved ikke om han nogensinde lærer den slags, for han virker ikke nær så klog som vores gamle kat - nærmere lidt Brian-type, der går og skriger højt for at blive hørt. Men sød - og uskyldig - ser han jo ud når han ligger der i stoffet og slænger sig (billedet i tyllen er fra da han var ca. et halvt år)

onsdag den 8. juni 2011

Travlhed = stilhed

Ikke sådan stressende travlhed - bare livet der leves, så der ikke har været så meget tid foran computeren.
-Og det er jo egentlig ok, når vejret er skønt og tiden går med dejligt samvær med familie og venner samt hyggelig cykelferie med barnedåb undervejs og desuden kreative gøremål.
Her allerførst de gaver vi havde med til det lille dåbsbarn.


Forældrene ønskede sig en sengelomme til tremmesengen. Jeg har prøvet at udforme den så fleksibel som muligt, så den også kan bruges til andet end tremmesengen. Selvom det var til en dreng, har jeg alligevel brugt hele regnbuens farver, så der er mulighed for at tale om alle farverne samt forskellige geometriske former. Den grønne og den orange lomme er syet i kasseform, så der er plads til bøger. Bagsiden har et tyndt lag pladevat, og der er quiltet på tværs rundt om lommerne. Den består at to lige store sider, som kan samles til en firkant, eller hænges i forlængelse af hinanden eller med bagsiden mod hinanden på tremmesengen. Foroven er der stropper af velcro med den bløde side på forsiden og den hårde side på bagsiden, så de kan rulles rundt om f.eks. tremmesengen. Forneden på bagsiden er der påsyet velcro - hver bane med 4 stykker skiftevis blød og hård side og modsat for hver bane, så de kan hænge sammen med bagsiden mod hinanden samt stropperne foroven kan sættes fast bagpå. 


Helt specifikt havde de ønsket sig en mulepose/rygsæk i stil med dem jeg lavede til hans storesøster og storebror for 1½ år siden til jul. Dem syede jeg i lysegrønt køkkentern med lomme i forskelligt mønsteret stof og navn broderet på indersiden foroven, og heldigvis havde jeg mere af den samme køkkentern, så han kunne få en pose magen til sine søskende med forskellige lommer, så det stadig er nemt at kende forskel.
Tror nok at gaverne faldt i god smag hos forældrene, og så kan man jo bare håbe at den lille fyr får glæde af dem.